Fra boldbaner til hele byens bevægelseszone

FARSØ: Arbejdstitlen er ”Farsø Fælled” for den del af byudviklingsprojektet ”Den Røde Tråd”,

som omfatter en tværgående akse i Farsø by, som med tiden skal forbinde Farsø Rådhuscenter og Farsø administrationsbygning i øst til nybyggerområdet Idunsvej i vest. 

”Farsø Fælled” er nu kommet til det punkt, hvor 1. del af de afsatte midler til projektet skal frigives af Teknik- og Miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune, som havde møde i mandags.      

Kommunen har afsluttet en helhedsplan for udviklingen af området ved Dronning Ingrid Hallerne og er klar til at igangsætte de første delprojekter i anlægsfasen. Ideerne til projektet er blevet kvalificeret gennem adskillige brugermøder. Repræsentanter fra flere brugergrupper har været involveret i processen: Farsø-Ullits Idrætsklub, FUIK’s Venner, Farsø Håndboldklub, Farsø Tri og Trim, Kongelunden Beboerforening, Strandby Volleyballklub, Bakkegårdens Børnehave og Vuggestue, Farsø Ungdomsklub, Farsø Skole, Farsø Petanque Klub, Ældrerådet og lokale cykelinteresserede. Derudover har DGI, Skørping Skole samt Lokale- og Anlægsfonden bidraget med viden og erfaringer. De mange input er medtaget i udviklingen af det samlede anlæg og hvor det har været nødvendigt, er der fundet kompromiser. Helhedsplanen viser således et anlæg, der er opbakning til at realisere. Samtidig er der i planen gjort plads til fremtidige udviklingsmuligheder i området.

Projektet finansieres til dels af anlægsbevillingerne fra Vesthimmerlands Kommune på i alt 3,53 mio. kr. (1,5 mio. kr. i 2018 og 2,03 mio. kr. i 2019). Der er indsendt en ansøgning til Lokale- og Anlægsfonden på 1,575 mio. kr., og kommunen forventer derudover, at mindre puljer og lokale fonde vil bidrage til projektet. Lykkes dette, er der økonomi til at realisere delprojekter for 6,3 mio. kr., hvilket svarer til det seneste anlægsoverslag.

Med afsæt i helhedsplanen har arbejdsgruppen for ”Den røde tråd – Farsø” prioriteret blandt delprojekterne, så de kan startes op i etaper i takt med, at bevillingerne frigives.

Anlægsbevillingen i 2018 på 1,5 mio. kr. skal bruges til at etablere lounge-området og forpladsen mellem indgangen til Dronning Ingrid Hallerne og Farsø Stadion. Derudover er der indgået en aftale med ejerne af Jeppe Aakjærs Vej 28, der gør det muligt at lade stien fra Skolegade fortsætte i en direkte linje mod hallen. Dette styrker oplevelsen af Den røde tråd og sikkerheden for de bløde trafikanter.

Når anlægsbevillingen i 2019 på 2,03 mio. kr. frigives, vil arbejdet med aktivitetsbåndet langs hallerne og skaterområdet blive sat i værk. 

Med de ønskede fondsmidler kan kommunen også igangsætte “Kilometerstien” på tværs af stadionområdet, forbindelsen på tværs af parkeringsarealet, beach-området, en cykelbane og renovering af atletikfaciliteterne. 

Frigives beløbet på 1,5 mio. kr. kan projektets første anlægsetape påbegyndes i efteråret 2018. 
   

Om projektet ”Farsø Fælled”
Med udviklingen af området mellem Dronning Ingrid Hallerne og Idunsvej i Farsø skal byens sociale og fysiske sammenhængskraft styrkes. Projektet knytter sig til ”Den røde tråd”, der forbinder udfoldelsesmæssige og kulturelle funktioner i et samlet forløb på tværs af Farsø, og under projekttitlen ”Farsø Fælled” vil området ved Dronning Ingrid Hallerne over de kommende år blive transformeret fra boldbaner til hele byens bevægelseszone: 

På tværs af aldersgrupper, idrætsdiscipliner, fysisk formåen og grader af indre legebørn skal flere af Farsøs borgere opleve at have mulighed for at være aktive i og på tværs af området. De fysiske rammer skal invitere de selvorganiserede og de uorganiserede idrætsudøvere til samtidig med, at træningsforholdene for de eksisterende brugere af området får et løft. Stadion-området skal styrkes som destination, og funktionen som forbindelse på tværs af byen skal tydeliggøres.


Lokale aktører og (kommende) brugere af området har løbende bidraget til projektet med viden og ideer, og i foråret 2018 har Vesthimmerlands Kommune bedt VEGA landskab om hjælp til at finde den røde tråd blandt de mange input og præsentere en helhedsplan med et samlende greb for udviklingen af ”Farsø Fælled”.

 

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: