2000 deltog i Vesthimmerlands Kulturarvsmåned

VESTHIMMERLAND: Den vesthimmerlandske kulturarv samlede for fjerde år i træk både kommunens indbyggere og besøgende fra resten af Danmark.

For et par fra Brædstrup var det en positiv overraskelse at kunne supplere opholdet på et hotel i Løgstør med en rundvisning på Danmarks største vikingeborg, Aggersborg. -Vi så programhæftet på hotellet og var ikke sene til at beslutte os, fortæller de. 

Juni måned har budt på hele 43 forskellige arrangementer, som kun kan føres ud i livet på grund af en fantastisk velvilje og indsats fra alle de lokale kræfter rundt omkring i kommunen. I tæt samarbejde med foreninger, museer og ildsjæle i hele Vesthimmerland blev der igen i år sat fokus på kulturarvens mangfoldighed og præsenteret et program, som gav masser af muligheder for anderledes og spændende oplevelser med kulturarven.   

-Kulturarven har en stor værdi som løftestang for de lokale fællesskaber, men fejringen over en måned er bestemt også noget, som er med til at markedsføre Vesthimmerland som en attraktiv kommune, hvor der er fokus på identitet og udvikling, siger museumsdirektør Broder Berg fra Vesthimmerlands Museum. Og jeg ved godt, at det er sagt før, men vi er stadig den eneste kommune i Danmark, som i fællesskab fejrer kulturarven på den måde, supplerer han.  

Med 2000 deltagere, så er Kulturarvsmåneden 2018 atter en succes, og planlægningen af næste års aktiviteter går i gang allerede efter sommerferien. Fra koordinator Maria Clement Hagstrup lyder der en opfordring til at være med – både som aktør og deltager.

-Kulturarvsmåneden er baseret på de gode fortællinger og det levende ord, som uagtet den digitale tidsalder, vi lever i, stadig kan noget helt særligt, forklarer hun. 2018 har budt på vidt forskellige arrangementer fra eksperimenterende jernaldermadlavning til øvandring på Livø og Per Kirkebys verdenskunst. Gode forslag til nye arrangementer modtages gerne og ligeledes er det altid velkomment med ris og ros i forhold til den netop vel overståede Kulturarvsmåned, understreger Maria Clement Hagstrup.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: