FARSØ: Som vi kunne fortælle her i avisen for 14 dage siden, står en ny Netto butik fortsat fast på en placering på hjørnet af Nørregade og Holmevej ved Farsøs nordlige rundkørsel, selvom lokalplan strider mod det.

Borgmester Per Bach Laursens indstilling har været at se tiden an til efter sommerferien. Men på et møde i kommunens økonomiudvalg i sidste uge blev der lagt pres på denne indstillling.  

-Vi har modtaget flere borgerhenvendelser, og af hensyn til den demokratiske proces, har vi valgt at indlede en 4 ugers for-debat til august, fortæller Per Bach Laursen.  

Men rette ordlyd hedder det således, at der gennemføres en for-debat med høring i 4 uger i august for udpegning af et nyt lokalcenter til lokalisering af dagligvarebutik i Farsø. 

Punktet var ikke til afstemning i Økonomiudvalget, men Palle Jensen(S) og Doris Lauritzen(S) tilkendegav klart at de ikke ønskede en for-debat igangsat, da de ønsker at centrere butiksområdet i henhold til detailhandelsanalysen og byudviklingsplanen for Farsø.     

Og dette er netop omdrejningspunktet. Man ønsker ikke at sige nej til en butik, men omvendt kan en ny butik heller ikke omstøde de planer der lavet for byudviklingen og detailhandlen i Farsø.  

-Af respekt for andres holdninger, gennemfører vi for-debatten, siger Per Bach Laursen.  

Grunden til at Netto har set sig varm på Farsø er at butikskæden ønsker at åbne 100 nye Netto butikker i Danmark. Nærmeste Netto butik i dag befinder sig i Aars.  

-Vi kan godt forstå at man har kig på Farsø med en handelsbalance for dagligvarebutikker opgjort til 98 %.  Men hvor skal kunderne komme fra?. For jeg kan se, at det bliver nødvendigt at ”stjæle” kunder fra andre byer og andre butikker, og det kan være på bekostning af landsbyerne, der kæmper for deres sidste dagligvarebutik. Men det kan også gå ud over andre dagligvarebutikker i Farsø, lyder det fra borgmesteren.     

 

e-max.it: your social media marketing partner