FARSØ: Årets største by night i Farsø for sportsinteresserede nærmer sig.

Ud over at byde på et aktivt program, så har Sport By Night, der finder sted fredag aften i næste uge også særlige ting på programmet, som kan pirre fartglade og den der ønsker spænding.   

Da året i år står i fodbold VM’s tegn er der naturligvis hentet en oppustelig fodboldbane til Farsø, som opstilles på den nye plæne i Farsø midtby til en turnering mellem byens klubber, men også børn og unge der ønsker at udfordre hinanden med fodbolden. På Store Torv vil flere af byens klubber være repræsenteret og det er også her aftenens optrædener vil finde sted. Der vil være flyvende flotte gymnastikopvisninger med Vesthimmerlands to Juniorhold med flere lokale deltagere. Vesthimmerlands lokale danseskole Dance & Stage vil også være på plads for at optræde med hip-hop.  

Hos Autogården/Farsø MC Center vil der være udstilling af hurtige racebiler, fjernstyrede biler og besøg af slangetæmmeren Peter Mark, der stammer fra Farsø.  

Det er bare nogle af programpunkterne, der vil være nærmere beskrevet på næste onsdag i den avis, der omhandler Sport By Night.  

Da det er Farsø Handelsstandsforening der står bag, vil der naturligvis også være tilbud fra de aftenåbne butikker, der har tilbud der giver kamp til stregen.



e-max.it: your social media marketing partner