HVALPSUND: De unge sejlere i Nautilus kom i torsdags i land med brede smil efter sæsonens første træning.

De brede smil skyldtes ikke kun, at sæsonen langt om længe var i gang efter en lang vinterpause, men i høj grad også, at der var nye joller at prøve kræfter med.

Ungdomsafdelingen i Nautilus har, med tilskud fra Vesthimmerlands Kommune, anskaffet to splinternye sejljoller.

Sejlerne er blevet for lange
Traditionelt har nye sejlere fået sine allerførste sejleroplevelser i den meget udbredte optimistjolle, der sidste år kunne fejre 60 års fødselsdag.

Sådan har det også været i Hvalpsund i mange år. Men jollen er ikke længere ideel for alle nye sejlere. Der er ikke altid plads nok.

-Vi har gennem mange år set hvordan børn bliver længere og længere, og samtidig har vi de senere år haft succes med at modtage nye sejlere, der er lidt ældre end de 8-10 år som ofte er debutalderen. En dreng eller pige på 12 eller 14 år er typisk så lang(høj) at det er vanskeligt at bevæge sig i en optimistjolle, udtaler formand for Nautilus’ ungdomsafdeling Niels Østergaard.
 

Den er sjov at sejle
De nye joller er af typen “Tera", der er en moderne jolle. Der er mere plads under bommen, den er lettere at rigge til og lettere at sejle.

De unge sejlere var ikke i tvivl: - Det er megafedt, den er vildt sjov,  udtaler Frederik der har sejlet i tre år. Jeg synes også den er god, den sejler ret hurtigt, supplerer Rebecca, der lærte at sejle sidste år.
 

-Det er den ideelle jolle. Den kan sejles af sejlere fra ca. 30 kg til ca. 70 kg, sejlet kan let justeres i størrelse, og dermed gøre det muligt at mindre-rutinerede sejlere kan sejle den, selv i frisk vind. Den er simpelthen sjov i flere situationer end nogen af de andre joller vi råder over, lyder det fra instruktør Hans Ebdrup.  

En flåde af joller
Med de to nye joller råder sejlklubben over en moderne flåde af joller. Ud over de nye ”Tera-joller” er der to relativt nye ”Feva-joller”. Feva-jollerne er beregnet til to personer.

-Fevaerne er populære fordi man sejler to sammen. Det træner samarbejdsevnerne og er rigtig sjovt. Her kan en øvet og en mindre øvet let få en god sejloplevelse sammen, fortæller instruktørerne.

Et par Europe-joller udgør udfordringen for mest øvede sejlere. Her skal man have en vis vægt for at kunne tumle den i frisk vind, samtidig er den teknisk avanceret og har mange trimmuligheder.
- Derudover har vi selvfølgelig også en flok optimistjoller, som stadig er en fantastisk begynderjolle, hvis man ikke er for stor, tilføjer instruktør Daniel Østergaard
 

Nautilus er åben for nysgerrige
Ungdomssejlerne sejler hver torsdag og børn (og forældre) der er nysgerrige efter at vide mere om sejlads er meget velkommen til at møde op.


Tera-jollen er sjov at sejle, og kan tumles af børn mellem ca. 30 kg og 70 kg. Her er det Frederik der er skipper på jomfruturen ud for Hvalpsund.

 

 

e-max.it: your social media marketing partner