FARSØ: Ligesom for 73 år siden, så blev befrielsesaftenen den 4. maj tilsmilet af lys og glæde – men også minder.

Sådan var det også i aften på en solbeskinnet flot forårsaften, hvor de lokale blå DDS Spejdere, traditionen tro stod bag en mindehøjtidelighed i Mindelunden i Farsø Søanlæg.

 

Det skete med mindeparade med fanevagt, blomsternedlæggelse, spejder-ed, sang, tale og for at mindes besættelsen og ikke mindst de to lokale frihedskæmpere, og spejdere, Christian Ulrik Hansen og Per Sonne. De tog begge aktiv del i den danske modstandskamp og betalte begge med deres liv.


En tale om frihed
Peter Harbo, nuværende Byrådsmedlem i Vesthimmerland, og tidligere Blå Spejder i Farsø Flok & Trop holdt aftenens tale om frihed. 

Traditioner blev holdt i hævd
Efter talen foran de over 100 fremmødte, gik de 22 spejdere enkeltvis frem for at aflægge spejderløftet ved fanevagten.
 

Med til traditionen hørte også de to sange ”En lærke letted” og ”Altid frejdig”, som de fremmødte ærbødigt sang med på.
 

Økonomisk hjælp til nyt stråtag
Herefter fik 3 gildebrødre fra Sct. Georgs Gildet 8. Gilde i Aalborg lejlighed til at få ordet. De havde modtaget en ansøgning fra Farsø gruppen om støtte til nyt stråtag på spejderhuset. Et ønske, som 8. gilde hurtigt valgte at støtte med 5.000 kr., og da de aalborgensiske gilder få dage før havde været samlet til fælles gildemøde, blev der lagt yderligere 1.000 kr. i, så man kunne overrække en check på 6.000 kr. til tagprojektet.
 

Og gaveregnen stoppede ikke her, for i forbindelse med det efterfølgende kaffebord kunne H.P. Sauer på vegne af Portalgruppen Farsø under Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og Omegn bidrage med kr. 10.784.  

Flere af de fremmødte havde også hørt om tagprojektet, og havde taget en kuvert med penge med, således at spejderne efterfølgende kunne konstatere, at 4. maj paraden blev belønnet med kr. 22.784 kr. til det nye stråtag. Inklusive det kommunale tilskud til projektet på kr. 70.000 er der nu kr. 117.000 kr. på tagkontoen, så man nærmer sig de kr. 200.000 som det nye stråtag kommer til at koste. 

Uddrag af 4. maj tale af Peter Harbo i Mindelunden i Farsø Søanlæg
 

Spejderne har en lang tradition for at kæmpe den gode sag. Og det er bl.a. af den årsag at vi står her i dag. I dag er det 73 år siden at frihedsbudskabet blev meddelt. Det er 73 år siden, at Danmark blev frit. Det er 73 år siden, at vi atter blev herre i eget hus.  

73 år kan virke som lang tid. Det er det!. Men vi må aldrig glemme, for et kendt udtryk går ”For den der ikke lærer af historien er dømt til at gentage den”. Og gentage den det må aldrig ske. For historien beretter bl.a. om de to tapre unge mænd. Vi står her for at mindes dem i dag. Historien beretter om to unge mænd der kæmpede for det de troede på. Det var om frihed og retfærdighed og for det Danmark vi kender i dag og elsker så højt. Men vi skal også huske på, at det Danmark ikke har været gratis. For disse mænd betalte med den højeste pris for at vi kan leve det liv vi gør i dag. Det må vi aldrig glemme og vi må heller aldrig glemme at værdsætte det.  

Men krig og elendighed det ser vi stadigvæk den dag i dag. Vi sender soldater i krig og vi har stadigvæk soldater i krig. Og de kæmper ligesom Per Sonne og Chr. Ulrik Hansen for det de tror på. Og de kæmper for at vi kan leve vores liv. En aften som i aften er også en oplagt aften at sende dem en tak fra hjertet.   

9. april må aldrig finde sted igen. Vi vil aldrig nogensinde igen lade os begrænse i hverdagen. Friheden er det største vi har. Og friheden den skal vi altid have. Så af den årsag skal buddet til jer her i aften være, at når I er færdige her, så vil I tage hjem og nyde jeres frihed og sætte pris på den, sætte stearinlys i vinduet til minde om disse unge mænd og sende en stor og kærlig tak til dem.

 

e-max.it: your social media marketing partner