Ekstra hænder til ældreplejen

VESTHIMMERLAND: Det er sjældent at sundhedsområdet får tilført penge til mere personale. Men det er netop sket. 3,52 mio. de næste 3 år. Herefter indgår beløbet i det almindelige tilskud som staten giver til Vesthimmerlands Kommune hvert år.

På finansloven for 2018 blev der udskrevet en check på en halv milliard kroner til bedre bemanding i hjemmeplejen og på plejehjem, plejecentre og friplejehjem.  

Sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune har netop haft bevillingen til drøftelse og ikke mindst hvordan den kommer de ældre bedst til gavn i form af varme hænder.  

I første omgang er Sundhedsudvalget blevet enige om at fordele pengene efter samme fordelingsnøgle, som i det kommunale budget. Herefter er det op til det enkelte sted eller afdeling at finde den bedste måde at prioritere pengene på.  

Imod den fordeling var dog Sundhedsudvalget to konservative medlemmer. Her foretrak man at give alle 3,52 millioner kroner til hjemme- og sygeplejen. Den står til ”kun” at modtage 1,2 million kroner, når puljen fordeles efter de vedtagne budgetter, mens pleje- og dagcentre får knap 1,9 million kroner. Et forslag der især skyldes, at det er syge- og hjemmeplejen, der de sidste år har haft sværest ved at holde budgetterne.  

Både ældreråd og det overordnede medarbejderudvalg ved kommunen anbefaler også en ligelig fordeling.

Når pengene skal bruges til ekstra hænder, vil medarbejdernes ønsker om at opnormere deltidsstillinger til fuldtidsstillinger blive imødekommet.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: