HVALPSUND: På Friplejehjemmet Hesselvang skal der altid kun ganske få opfordringer til, inden der besluttes at der skal arrangeres en fest.

Alle er med på ideen, og således blev der i sidste uge holdt en meget dejlig forårsfest.  

Alle borde, som skulle dækkes til de 74 deltagere, var holdt i fine forårsfarver med blomsterflor i både vaser og på servietter. Derfor var det ekstra festligt for beboere, pårørende, personale og bestyrelser at blive budt velkommen til festen. Fællessang og god stemning var hurtigt med til at slå en god aften i gang. 

Hesselvangs egne kokke havde hjulpet hinanden med at lave en rigtig lækker og spændende middag, hvilket blev meget positivt bemærket fra gæsternes side. 

Efter hovedret og dessert, blev der traditionen tro hurtigt afviklet et amerikansk lotteri, som altid er et hit med en vis spænding om at være heldig at vinde en gevinst.  

Der blev dog tid til at nyde en kop kaffe med småkager, selv om den gode musik rykkede meget i de danseglade, og dem er der mange af på Hesselvang, og det gælder ikke mindst beboerne. Dansegulvet blev hurtigt fyldt op. Rytmen og de dejlige velkendte toner griber en’, og det er slet ingen hindring for en dans, at man er lidt gangbesværet eller sidder i en kørestol. 

Og da Volbeat’s “For evigt” tordnede ud af højtaleren, måtte alle bare bevæge sig og klappe, både de lidt yngre og ikke mindst de ældre. Sikke en stemning det afstedkom.

Musiker Gert Degn kunne efterfølgende fortælle, at det dog var første gang han havde spillet den sang på et plejehjem, og som han oplevede den fantastisk glade reaktion, ville det absolut ikke blive sidste gang. Nu håber Hesselvang at han husker det næste gang han skal underholde.
 

3 nye beboere deltog for første gang sammen med deres familier, og de gav tydelig udtryk i stor overraskelse over, hvor dejlig en fest Hesselvang formår at arrangere. Så de ser meget frem til den næste fest, som dog også allerede er i støbeskeen. 

Alle fester må desværre slutte, og da det var blevet lidt sent, og mange var trætte, blev der sagt godnat og tak for en dejlig aften. 

Som det er tradition for på Hesselvang, blev der sluttet af med en bestemt fællessang, som er “Når igen det er slut på en dejlig dag”.


Og der blev danset

 

e-max.it: your social media marketing partner