FARSØ: I Farsø Rådhuscenter, i lokalerne der for år tilbage husede ejendomsmæglerforretning og senest turistinfo og lokalhistoriske udstillinger, åbner der snart en ny forretning.

Forretningens navn er ExpertFix og forretningen servicerer og reparerer mobiler og computere for private – men også erhverv.

Eisa Taha åbnede i 2010 den første ExpertFix i Hasle i Århus V. sidste år åbnede butik nr. 2 på Banegårdsgade i Århus C, her kom Jens Hyldgaard Petersen, Aalborg med som partner.  

47-årige Jens Hyldgaard Petersen er født og opvokset i Foulum og har i dag familie der bor i Farsø. Og det er netop derfor at IT-konsulenten med eget firma i Aalborg, har set potentialet i Farsø, og det skal prøves. Nærmere bestemt med en tredje ExpertFix butik.  

Butikken i Farsø adskilller sig fra Århus butikkerne ved også at udføre computerservicering, men ellers er det reparationer og servicering af alle typer smartphones der ydes. Desuden vil butikken også føre et udvalg af tilbehør, altså covers, ledninger, kabler m.v. 

Jens Hyldgaard Petersen fortæller, at man bare henvender sig i butikken og så vil en gratis diagnosticering eller fejlfinding snart vise hvad der skal gøres ved den defekte smartphone, tablet eller computer. F.eks. vil det kun tage en halv time at skifte en ødelagt skærm på en smartphone. Man kan således få sig en kop kaffe mens man venter, fortæller Jens Hyldgaard Petersen.  

Når det kommer til computerproblemer er der tale om defekter i såvel hardware som software, men der kan også være tale om installation og opsætning af computere. Det kan f.eks. være antivirus, backup og e-mail. I alle tilfælde kan man få hjælp hos ExpertFix.  

Butikken i Farsø Rådhuscenter vil have 1-2 ansatte foruden de to ejere der på skift vil være back-up på butikken. ExpertFix vil have åbningstid som de øvrige specialbutikker i Farsø Rådhuscenter.  

Farsø Lokalhistoriske Arkivs udstilling er i øvrigt flyttet til centrets forgang mod Søndergade og turistinfo indrettes snarest på Centertovet i forbindelse med Den Gode Smag. 

 

e-max.it: your social media marketing partner