HVALPSUND: Nu efter at den hårde frost har sluppet sit greb, kan man på Hvalpsund Vandværk konstatere, at der hvert døgn sendes 40-50 kubikmeter vand mere ud gennem ledningsnettet end normalt.

Meget tyder på, at der formentlig er en frostsprængning i forbindelse med et sommerhus. 

-Vi har lokalisteret lækket til Illeris området, hvor vi normalt sender 10 kubikmeter ud i døgnet, men hvor vi altså for øjeblikket sender 50 kubikmeter ud i døgnet, fortæller formand for Hvalpsund Vandværk, Henning Clausen, der opfordrer alle sommerhusejere i området til at kontrollere deres vandinstallationer. 

Henning Clausen fortæller, at vandværket også selv vil køre området igennem og tjekke vandurene, som kan radioaflæses.   

-Jo hurtigere lækket kan lokaliseres jo bedre, og så kan vi også samtidig tjekke at vort eget ledningsnet er i orden, siger Henning Clausen.     

Et brudt vandrør kan koste rigtig mange tusinde kroner i vandforbrug og vandafledningsafgift.  

 

e-max.it: your social media marketing partner