En pulje til højrebenet for Sundhedshus i Farsø

FARSØ: I forlængelse af de seneste skriverier her i avisen om Sundhedens Hus i Farsø, har Sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune på sit seneste møde haft Sundhedsstyrelsens støttepulje til læge- og sundhedshuse til drøftelse.

Her var såvel Sundhedens Hus i Farsø og et nyt projekt omkring et sundhedshus i Aalestrup til drøftelse, idet begge projekter kandiderer til støttepuljen, som skal søges senest den 5. marts   

Her blev det besluttet, at sundhedsudvalget prioriterer, at sundhedsforvaltningen udarbejder en puljeansøgning til Sundhedsstyrelsen til etablering af Sundhedens Hus i Farsø.  

Men også at interessegruppen omkring etablering af Læge/sundhedshuset i Aalestrup får udarbejdet en projektansøgning med bistand fra kommunens sundhedsforvaltning.  

Begge projektansøgninger vil blive forelagt Sundhedsudvalget ekstraordinært den 1. marts. 

Medlem af Sundhedsudvalget, Kirsten Moesgaard tager forbehold for indsendelse af to ansøgninger.  

Formand for Sundhedsudvalget Palle Jensen er dog af en anden holdning og forklarer, at man vil forsøge at have begge ansøgninger klar til indsendelse til puljens første ansøgningsfrist ud fra den betragtning, at mange andre kommuner – på grund af tidspres, ikke når at indsende til den første del af puljen der udgør 200 mio. kr.  

Han ser ikke noget problem i at indsende to ansøgninger fra Vesthimmerland. Det projekternes indhold og perspektiver der kigges på – og gives penge til. Og hvis projekterne ikke kommer i betragtning vil de blive afvist med en forklaring. En forklaring, som kan være essentiel, når ansøgningerne skal fremsendes på ny til anden ansøgningsrunde som indeholder 600 mio. kr.  

Men Palle Jensen er slet ikke tvivl om at Sundhedens Hus i Farsø bliver tilgodeset. Puljen er lige til højrebenet for projektet i Farsø, som han udtrykker det.  

Tankerne, interessen og samspillet omkring Sundhedens Hus i Farsø er rigtig gode – og det skal nok blive belønnet, siger Palle Jensen. 

Også Region Nordjyllands del af projektet er meget positivt. Regionen har som bekendt grunden, hvorpå Sundhedshuset kan bygges til rådighed, og regionen foreslår at det mest optimale vil være, at bygge Sundhedens Hus fysisk sammen med Farsø Sygehus.  

 

Baggrunden for Sundhedens Hus i Farsø:
Igennem flere år har der været arbejdet på at etablere et Sundhedens Hus i Farsø i et tæt samarbejde med Region Nordjylland (og herunder Sygehuset i Farsø), Almen praksis, privatpraktiserende fysioterapeuter og andre sundhedsprofessionelle aktører.
 

Sundhedens Hus i Farsø skal give muligheder for nye sundhedsfaglige samarbejder og praksis på tværs af de tre sektorer – sygehus, almen praksis og kommunen. Det vil samtidig kunne styrke muligheden for at rekruttere læger til almen praksis, hvis der etableres mulighed for større praksisfællesskaber og evt. nye snitflader med det regionale sygehusvæsen.  

Tankerne om etableringen af Sundhedens Hus i tæt tilknytning til sygehuset og med visionen om at være et bedre tilbud til kommunens borgere og potentielle nye praktiserende læger og speciallæger, kræver en fælles politisk og strategisk satsning fra Region Nordjylland og Vesthimmerlands Kommune.  

FAKTA:
Der blev den 8. januar udmeldt en pulje om oprettelse af læge og Sundhedshuse, hvor deadline for ansøgning er 5. marts 2018. Puljen er på 200 mio. kr.
 

Puljens formål er at: ”understøtte en modernisering af organiseringen af almen praksis, herunder i forhold til de nye opgaver, almen praksis skal varetage. Derudover skal læge- og sundhedshuse medvirke til at styrke sammenhængen i det nære sundhedsvæsen og sikre bedre integration mellem almen praksis, kommunale sundhedsydelser og sygehusene. 

Puljens midler skal derfor blandt andet understøtte, at de praktiserende læger arbejder sammen i større enheder og bor sammen med f.eks. speciallæger, kommunale sundhedstilbud og udgående sygehusfunktioner. En bevægelse imod etablering af større praksis kan være medvirkende til at fremme rekruttering og fastholdelse af læger i almen praksis – og derigennem understøtte kapaciteten i sektoren og sikre bedre lægedækning”

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: