STRANDBY: Selvom man er et lille samfund kan man godt have store koncerter – og det gælder såvel musikalsk som i omfang.

Her til aften stod den lokale Vesthimmerlands Naturfriskole for andet år i træk bag en koncertaften, hvor 200 var bænket i skolens fællessal. 

Efter en kort velkomst fra skoleleder Morten Christensen med en stor tak for opbakningen, så stod den på først spisning leveret af lokale Conny Mad og herefter musik, fremført af tre orkestre i mange timer frem.

Inden disse orkestre tog over, så ville skolens musikhold, bestående af elever og lærere dog lige give et nummer – nærmere bestemt et Lady Gaga nummer med skolens musiklærer Søren Korsgaard som vokal.

Søren Korsgaard har i det hele taget en stor andel i koncertaftenen som sådan. For det første optrådte han selv med sit orkester McMuffins, og så er det ham der har kontakten med aftenens hovednavn Hudson Taylor, som han for nogle år siden etablerede kontakt med på Tønder Festivalen. Et stærkt venskab, der altså nu har ført til at Hudson Taylor, der i mellemtiden er blevet verdenskendte, for anden gang optrådte i Strandby.

Hudson Taylor er også årsagen til at aftenens tredje orkester meldte sig på banen, nemlig Female Forrest, som tilbød at være opvarmning for Hudson Taylor.

Og det blev i sandhed en fantastisk koncertaften i Strandby. Ganske vist var der lidt udfordringer med lydanlægget i starten af koncertaftenen, men tonerne af fortrinsvis irsk ophav nåede frem til gæsterne i salen, der vuggede med i armgang, sang med, klappede med i takt og dansede foran scenen når musikken flød. Og det gjorde den!.

Aftenens festglade mennesker der fyldte fællessalen på den tidligere Strandby Skole - der nu op til flere gange har bevist at være et fortræffeligt koncertsted, bestod både af unge og ældre og dem midtimellem. Mange fra Strandby, men også en hel del ”udenbys” gæster.

At det var en stor dag i Strandby fik skolens elever også at mærke tidligere på dagen, da Hudson Taylor ankom til Vesthimmerlands Naturfriskole. For her var der naturligvis blevet indlagt en ekstra musiktime, hvor eleverne ”jammede” med selveste Hudson Taylor.

Selvom Strandby gerne ser Hudson Taylor tilbage, så er det nok tvivlsomt at få Strandby ind i deres pressede turneplan igen - hvor gerne de end ville. Hudson Taylor spilles nemlig meget på radioen og optræder i det meste af Europa.                  

Skoleleder Morten Christensen håber at koncerten ud over en god oplevelse også kaster et økonomisk overskud af sig. Penge som skal gå til sommerens store arrangement på Vesthimmerlands Naturfriskole, hvor bl.a. Onkel Reje fra Ramasjang gæster Strandby.     

Også musiklærer Søren Korsgaard gav et nummer sammen med Hudson Taylor


Fællessalen var fyldt med god stemning

 

 

e-max.it: your social media marketing partner