Ungdomsskole hjælper med lektierne

FARSØ/VESTHIMMERLAND: Vesthimmerlands Ungdomsskole har netop søsat et nyt tilbud til de unge i Vesthimmerland. Her tilbyder ungdomsklubberne i Farsø, Aalestrup, Løgstør og i 10. KlasseCenteret i Aars ”ungecaféer”.

Alle caféer er bemandet med voksne, der kan give hjælp til lektier. Der er ingen krav om tilmelding eller lektier i caféerne. Man kan blot møde op, hygge sig, spille kort eller lignende – og altså få hjælp til lektier, hvis man ønsker det  

Dette eftermiddagstilbud foregår lige efter skoletid. I Farsø er det på onsdage, mens det er på andre dage i de øvrige byer.  
 

Ungdomsklubberne i Løgstør og Aars er for øvrigt helt nystartede, idet de åbnede den 3. januar i år. Kommunens fem ungdomsklubber arrangerer med jævnlige mellemrum fællesaktiviteter, da de unge gerne vil mødes på tværs af skoler og byer.  
 

-Vi arbejder i Vesthimmerlands Ungdomsskole konstant for gode (og bedre) ungemiljøer, aktiviteter, ture og læring, til hverdag, i weekender og i ferier, siger ungdomsskoleleder Morten Birk og fortsætter Alt hvad Ungdomsskolen arrangerer, er med det sigte, at ”Alle har ret til et fedt liv”! Det gør vi vores yderste for, ved at skabe et så alsidigt tilbud som muligt til de unge.
 

Udover ungecaféer og ungdomsklubber, tilbyder Vesthimmerlands Ungdomsskole bl.a. MTB hold og tur til Harzen, kanosejlads, Soldaterliv for en weekend, sommertur til Tjekkiet, summercamp, gokart, knallertundervisning, eventcenter og meget mere.  
 

Desuden er SSP-ungeteamet er altid i fuldt beredskab med det kriminalforebyggende arbejde og det generelle trivsels arbejde, men har p.t. særligt fokus på rusmiddelundervisningen på Folkeskolerne, samt det meget aktuelle og evige varme emne: Digital dannelse / digitale krænkelser.  
 

-Mange unge tænker ikke over konsekvenserne af deres digitale handlinger. Vi har alle, forældre, skole, kommune, medier m.fl. en stor opgave i, at få de unge oplyst og dannet til gode digitale borgere, lyder det fra ungdomsskoleleder Morten Birk.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: