FARSØ: Farsø er den eneste af de fire hovedbyer – og biblioteksbyer i Vesthimmerlands Kommune, der ikke har egen biograf.

Derfor opstod ideen for tre år siden til en filmcafe på biblioteket i Farsø. ”Se filmen – læs bogen” er det opdaterede koncept bag filmcaféen på Farsø Bibliotek. Med opstart næstkommende fredag, kan man den næstsidste fredag i hver måned komme til gratis filmvisning på Farsø Bibliotek.

Den gode filmoplevelse
Hvor bibliotekets filmcafé indtil nu har vist film hver fredag, vil det fremover kun være en enkelt gang om måneden. Ideen bag det nye tiltag er at gøre filmvisningerne mere eksklusive. Ifølge bibliotekarerne Iben Jakobsen og Peter Brandsborg er ønsket med det nye koncept at skabe en mere helstøbt filmoplevelse, hvor der kræses mere om filmen og det der har lagt grundlag for filmen, nemlig bogen.  

Filmcaféens nye klæder
Til hver filmvisning vil bibliotekarerne, inden filmen vises, holde et kort oplæg om den bog, som filmen er baseret på. Og mens filmen ruller over bibliotekets hvide lærred, vil filmseerne kunne nyde de nøje udvalgte snacks, der er i direkte tråd med filmens tema og univers. Altså skal man blot sætte sig til rette i bibliotekets stole og nyde en god film i selskab med andre filmelskere. 

8 film gennem sæsonen
Der er både planlagt et forårs- og et efterårsprogram for filmcaféen ”Se filmen – læs bogen” på Farsø Bibliotek.

Forårets program løber fra januar til april, mens efterårsprogrammet er fra august til november. I alt er der således planlagt otte filmvisninger i 2018.

 

e-max.it: your social media marketing partner