FARSØ: Den Jyske Sparekasse har gennem de seneste år arbejdet med muligheden for at få børsnoteret sparekassen.

På et ekstraordinært repræsentantskabsmøde den 12. december 2017 gav repræsentantskabet deres principgodkendelse af, at sparekassen kan blive omdannet til aktieselskab med efterfølgende børsnotering.

– I bestyrelsen er vi meget glade for repræsentantskabets entydige opbakning, så vi kan fortsætte arbejdet med at gøre sparekassen klar til børsnotering. Det har været en lang proces at nå hertil, men med principgodkendelsen har vi taget et stort skridt på vejen mod børsnoteringen ultimo 2018, fortæller bestyrelsesformand Sejer Mortensen.

Baggrunden for Den Jyske Sparekasses planer om at blive børsnoteret er et ønske om at sikre en stærk kapitalbase til fortsat at udvikle sparekassen som et lokalt pengeinstitut, der er en aktiv del af og bakker op om lokalsamfundet. Samtidig vil sparekassen stå bedre over for fremtidige forandringer og udfordringer – både i sektoren og i markedet generelt.  I forbindelse med børsnoteringen forventer sparekassen at få refinansieret sin nuværende hybride og supplerende kapital med en bedre og billigere kapitalstruktur. Endvidere vil sparekassen gerne imødekomme garanternes ønske om, at kapitalen til enhver tid skal være omsættelig.

At børsnoteringen af Den Jyske Sparekasse er blevet fremrykket fra 1. kvartal af 2019 til ultimo 2018 skyldes, at sparekassen har oplevet, at omverdenen har vist en positiv interesse for planerne om at blive børsnoteret. Resultatet for 1. halvår af 2017 var det bedste i sparekassens 145 års lange historie, og sparekassen forventer også i 2017 at leve op til det budgetterede. Det samlede resultat for 2017 forventes dog at være i den lave ende af det udmeldte spænd på 100-130 mio. kr. grundet ekstraordinære IT-omkostninger. 

– Det er glædeligt, at sparekassens resultater og uvikling nu gør, at der er positive indikationer i markedet på refinansiering af sparekassens hybride kernekapital. Det er årsagen til, at bestyrelsen har vurderet, at det vil være fordelagtigt for såvel sparekassen som garanter og øvrige interessenter at fremrykke børsnoteringen, udtaler adm. direktør Claus E. Petersen.

Den Jyske Sparekasses omdannelse til aktieselskab skal endeligt vedtages på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i april 2018.

 

e-max.it: your social media marketing partner