Julerier på Hesselvang

HVALPSUND: Traditionen tro kunne Hesselvang i dag byde indenfor til et storslået julemarked, som der var blevet arbejdet på at forberede i flere måneder.

I mandeklubben, hvor frivillige mænd fra byen mødes med de mandlige beboere var der lavet mange ting i træ, bl.a. skærebrætter, nisser, store rensdyr, fuglehuse, snemænd, juleharer og meget mere. Mange af tingene har der efterfølgende været et stort malerarbejde på, som enkelte beboere har brugt rigtig mange timer på i hverdagene.

Dameklubben havde ligeledes haft travlt med at lave bl.a. romkugler, vaniljekranse, strikke nisser og tørklæder, lave koglenisser, juletræer, hjerter og meget mere.

Men udover alt det der var blevet hygget med i dagtimerne, har en flok af frivillige damer flere gange mødtes på plejehjemmet om aftenen og været sammen med de beboere der har haft lyst til at lave ekstra julehyggeting eller bare til dejligt samvær. Her er der bl.a. lavet flotte kort, juletræer, engle, renset småkage glas, flettet stjerner, hæklet nissehuer og meget, meget mere.

De sidste dage inden julemarkedet, var der blevet pyntet stemningsfuldt op over hele huset og især i indgangspartiet, hvor et hvidt landskab pryder med engle, snefnug og krystaller der daler ned og skaber en fantastisk stemning. Det høstede mange beundrende kommentarer fra både beboere og de mange besøgende der kom forbi til julemarkedet.

-Det er simpelthen fantastisk med alle de frivillige der giver en hånd med i hverdagen her på Hesselvang, det giver så megen ekstra energi og så mange dejlige stunder. Det er vi meget taknemmelige for, udtaler plejehjemmets leder Pia Nielsen.

At der til julemarkedet på Friplejehjemmet Hesselvang plejer at være mange trofaste besøgende var dette års marked ingen undtagelse fra – heldigvis. Rigtig mange købte flittigt i boderne og sluttede af med gløgg og æbleskiver og en god snak, mens de nød julemusikken i baggrunden, som blev leveret af tre medlemmer af ”Jættebanden” fra Hvalpsund.

Alt i alt en meget vellykket eftermiddag.

 

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: