HVALPSUND: Efteråret er så småt ved at indfinde sig, og som man har gjort det i århundreder, høster man jordens udbytte og gør klar til at starte forfra igen, med at planlægge og klargøre jorden til næste år.

Således også på Herregården Hessel i Hvalpsund, hvor alle efterårets gøremål på landet demonstreres idag søndag - og vel at mærke som i gamle dage.

Denne dag vises forskellige fåreracer. Man kan få en snak med avlere, eller man kan se klipning af får, og desuden kartning og spinding af ulden.

Der vil blive vist glimt af pløjning igennem 1000 år med ”Årtusinders markarbejde”. Her kan man se pløjning med stenalderbondens krog-ard og vikingetidens og middelalderens hjulplov med hesteforspand, 1900-tallets 1-furet og 2-furet plov med veterantraktorer – op til en moderne 8 måske 9-furet plov trukket af en stor moderne traktor.

På markerne rundt om Hessel vil der være livlig aktivitet når Veteranklubben Vesthimmerland møder op med de gamle traktorer for at pløje, harve og så. Desuden er der spredning af møg -”guldet” som får det hele til at gro.

Der vil være veterantraktor-ringridning med ”De unge på de gamle”, konkurrencepløjning og hyggepløjning.

Desuden giver Jens Ole Kuck Christensen og hans team et traktorshow!

Der bliver taget roer, gulerødder og kartofler op af ”daglejerne” (børn og voksne), og gæsterne er velkomne til at tage en pose med hjem.

Disse aktiviteter starter kl 11.00 og bliver gentaget i løbet af dagen, men der vil også være mange andre aktiviteter hele dagen.

I stuehusets storstue arbejder Vesthimmerlands Museums dragtgruppe, og her vil der være folk, som kan svare på spørgsmål. I havestuen vil der være en udstilling af snapseglas, flasker og urter og i dagligstuen vil der være en udstilling om æbler. I stuehuset sidder der folk med hundeuld, broderi, knipling og løbbinding. I køkkenet huserer køkkenpigelauget som har smagsprøver af kager.

I forvalterboligen byder væverlauget indenfor, og her kan man også se bogbinderi, barkdesign og tinbroderi.

I Lunden kan børn være med til lave fladbrød eller pandekager over bål. I Lunden vil der også være en bod om den heldige kartoffel og hvad man kan bruge den til.

Hessels egne laug vil være aktive og flere steder vil der også her være mulighed for smagsprøver. Det gælder øllauget og snapselauget i Lunden – men også trædrejerlauget, smedelauget, væverlauget og havelauget vil være aktive, og her er det godt at få en snak og se håndværket.

Der vil også blive vist hørfremstilling og rebslagning, ligesom der vil være boder med strik og hækling, biavl, børstenbinderi, syede ting og håndarbejde, syltede ting og lækkerier af chokolade, kaffe m.m, og de sunde råvarer fra køkkenhaven. 

Cafeen tilbyder håndmadder, kartoffelsuppe og kage og forskellige slags drikke, ligesom man kan købe grillpølser i Lunden. 

Der vil være traktorbusser, der kører dårligt gående rundt i området. Opfordringen lyder derfor. Kom og oplev Danmarks landbrugshistorie og få en dejlig dag med familien!

Se annoncen i Farsø Avis for arrangementet her   

e-max.it: your social media marketing partner