Borgere viser ikke stor interesse for ny kommuneplan

FARSØ: Selvom en kommuneplan er et særdeles vigtigt planlægningsværktøj for muligheder og begrænsninger i by og land, så er det ikke alle der lige giver sig i kast med at gennemgå 910 sider plus bilag.

Det erkendte kommunaldirektør Henrik Kruuse, da han her til aften bød velkommen til 25 interesserede borgere, der sammen med borgmester, planlæggere og lokalpolitikere, var mødt op i administrationsbygningen i Farsø.

Fremmødet var trods alt større end i Aars og Løgstør, som havde tilsvarende borgermøder i sidste uge, men alligevel kan det undre, at der ikke er større interesse for hvad arealerne i kommunen – og i dette tilfælde omkring Farsø, må bruges til og hvilken status de har 12 år frem i tiden.

Men det kan måske også hænge sammen med at kommunen ikke selv har gjort meget for at informere borgerne om den nye plan, som ellers internt i kommunen må have krævet mange ressourcer at lave.      

Gjorde rede for nyheder i forhold til gammel plan
Planlæggerne Merete Bach Hansen og Kristin Engerstrøm gjorde på mødet flot rede for hvad den nye kommuneplan har af ændringer for by og land.

Byer
Merethe Bach Hansen kunne fortælle at Farsø med status som områdeby understøtter udviklingen af sundhed, handel, fritid, skole og turisme. Hun kunne også fortælle, at kommunen på opfordring af Farsø Erhvervsråd har udlagt et nyt område med erhvervsgrunde i en tværgående akse fra Svoldrupvej til Svingelbjergvej. Derimod fastholder man de kommunalt ejede private byggegrunde som der udlagt på Idunsvej, Tranevej og Lago Tar vej. 

På baggrund af en detailhandelsanalyse som blev præsenteret i starten af året, har man fulgt dennes anbefalinger om at afgrænse bymidten nord-syd for detailhandlen i Farsø fra Søvej til Xl-Byg. Det er her detailhandelanalysen anbefaler man slår sig ned hvis man ønsker at etablere butik i Farsø – herunder hører også Farsø Rådhuscenter. På den måde har Farsø god sandsynlighed for at beholde kunderne, som handler 98% af deres dagligvarer i Farsø og 75% af deres udvalgsvarer i Farsø, hvilket er en meget flot udnyttelse sammenlignet med andre byer.           

Hun kunne også fortælle at Hvalpsund er blevet opgraderet fra landsby til lokalby og dermed har samme status som Gedsted, Ranum og Hornum, som af og til skal have et lille skub. Hvalpsunds skub og opgradering skyldes et udviklingspotentiale m.h.t. området ved lystbådehavnen, kulturen og sommerhusområderne. 

Ullits, Strandby og Vester Hornum forbliver i status som landsbyer, som er betegnelsen for byer med over 200 indbyggere. Der er ikke nye planer for sommerhusområder med undtagelse af en forventelig lempelse af kystbeskyttelseslinjen i Hvalpsund, Rønbjerg og Løgstør, som dog hører under kystdirektoratet.               

Landområdet
Kristin Engerstrøm fortalte om naturområder, hvor staten pålægger kommunen at udlægge arealer til forskellige formål. Eksempelvis skov, hvor staten kræver 20-22%, hvor Vesthimmerlands Kommune i dag kun har 12% skov. Derfor har man planlagt en udvidelse af kommuneskoven mød Gøttrup, hvor der finde betydelige drikkevandsreserver som man ønsker at bevare, bl.a. til Farsø Vandværk.

Men hensyn til vindmøller har man også valgt at koncentrere de meget høje vindmøller til 8 områder i kommunen, bl.a. Svoldrup enge og Svingelbjerg. For Svoldrups vedkommende er der mulighed for at opstille yderlige 6 møller tilsvarende dem der står der i dag.     

Mange nyttige informationer
Med andre ord var der mange overordnede nyttige informationer at få på borgermødet, som man selv kan dykke ned i på kommunens hjemmeside. Her findes den nye kommuneplan i digital form.

Tjek din egen matrikel
Man kan således ved at indtaste sin egen adresse se hvilke planer der gælder for ens egen matrikel, men man kan også via kort, se hvordan kommunen har udlagt de forskellige områder. Og er man ikke indforstået med kommunens dispositioner, kan man frem til den 1. november indsende en indsigelse eller bemærkning.

 

Færdigbehandles til december
Kommuneplanen færdigbehandles i Byrådet til december, hvorefter den nye plan træder i kraft 1. januar 2018 med virkning 12 år frem i tiden. Hver fjerde år revideres kommuneplanen dog ligesom der også er mulighed for at lave kommuneplantillæg hen ad vejen, når der gode begrundelser for det.                  

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: