FARSØ: Revisionsselskabet Beierholm der blandt andet har kontorer i Farsø og Aars har haft en vækst på ikke mindre end 49 procent det seneste år på baggrund af en omsætningsstigning på bare 12 måneder fra 542 millioner kroner til 806 millioner

Selskabet har i samme forbindelse rundet 1.000 medarbejdere fordelt på 28 kontorer i 26 byer i Danmark. På kontorerne i Aars og Farsø sidder tilsammen 49 medarbejdere – 28 i Aars og 21 i Farsø.  

Statsautoriseret revisor hos Beierholm, Ole H. Poulsen, der har mange års erfaring fra branchen, kan nu se tilbage på et særdeles travlt år: 

- Revisionsbranchen er som mange andre brancher under kraftig forandring i disse år. Digitaliseringen holder sit indtog også i revisionsbranchen, og verden bliver i det hele taget mere kompleks. Det har ført til en hidtil uset konsolidering i branchen, og det er i dag relativt svært at stå på egne ben som mindre revisionsvirksomhed, forklarer han. 

Konkret har Beierholm de seneste fem år gennemført ikke mindre end 30 opkøb og fusioner. I seneste regnskabsår er revisionsvirksomhederne RSM plus, AP Statsautoriserede Revisorer og revisionsvirksomheden Erik Munk kommet til, og det er den primære årsag til virksomhedens høje vækst i omsætning og antal af medarbejdere: 

- Stort set alle opkøb og fusioner er sket som følge af en uopfordret henvendelse til os. Det er vi meget glade for og kan da også pege på en række naturlige grunde hertil. Det skyldes dels, at vi vægter de mindre og mellemstore virksomhedskunder højt, at vi dels giver nyoptagede revisionsvirksomheder og deres indehavere og medarbejdere frihed og rum til fortsat at drive deres forretning med en stor grad af selvstændighed, og endelig at vi har opbygget nogle meget stærke specialistfunktioner inden for blandt andet skat, it, digitalisering mv., som de enkelte afdelinger kan støtte sig til, siger Ole H. Poulsen videre. 

Han siger supplerende, at han har en klar forventning til, at Beierholm også i de kommende år vil tiltrække nye fusionspartnere, kunder og medarbejdere, og at væksten således vil fortsætte. 

e-max.it: your social media marketing partner