VESTHIMMERLAND. Inden midten af 2019 skal antallet af seniorer i idrætsforeningerne i Vesthimmerland være øget med 15 %. Det er den ambitiøse målsætning for et samarbejde mellem Bevæg dig for Livet - Senior og Vesthimmerland Kommune, som bliver skudt i gang den 4. september.

Vil være i front med senioridræt
Vesthimmerland skal være med helt forrest i fremtidens senioridræt, og derfor er kommunen gået med i det storstilede projekt Bevæg Dig for Livet – Senior. Her tester Danmarks Idrætsforbund (DIF), DGI og Dansk Arbejder Idrætsforbund (DAI) i fem kommuner den fælles vision Bevæg Dig for Livet nye måder at sætte danskerne i bevægelse og i fællesskab sætte fokus på borgere over 60 år.

-Målet med det nye samarbejde er at give borgerne bedre livskvalitet og et større socialt netværk gennem idrætten. Flere organisationer har efterspurgt en indsats på senioridrætsområdet, og nu gør vi det endnu mere attraktivt at bo her i kommunen, siger Kurt Friis Jørgensen (V), som er formand for Kultur- og Fritidsudvalget.  

Holder sygdom på afstand
-Hvis man dyrker idræt regelmæssigt, så holder man også sygdom på afstand. Des friskere man er i alderdommen, des bedre er det for velværet for den enkelte borger og des bedre er det også for kommunens økonomi, hvis folk ikke er syge så tit, siger Sundhedsudvalgsformand Palle Jensen (S).  

Et delmål er, at kommunens idrætsforeninger skal have 15 % flere seniorer inden midten af 2019. I Vesthimmerland vil der især være fokus på at få seniorer, der har været hospitalsindlagte ud i kommunens mange idrætsforeninger.  

- Vi tror, at der er et stort potentiale for at få flere seniorer i gang med idræt efter indlæggelser, og vi er overbeviste om, at med den rigtige indsats og knowhow, så kan Vesthimmerland blive en foregangskommune på senioridrætsområdet. Næste skridt er at få alle aktører på området til at være en del af indsatsen, så senioridrætten kan blomstre endnu mere i Danmark, til gavn for den enkelte udøver og til gavn for vores samfund som helhed, siger Annette Vilhelmsen, der er styregruppemedlem i Bevæg dig for livet – Senior og sidder i DGI’s hovedbestyrelse. 

National udrulning
Et af stederne hvor der allerede går glimrende med at få seniorer aktiveret efter indlæggelser er hos ”Motion og Samvær”, som har hold fem gange om ugen forskellige steder i Vesthimmerland. Her startede Bente Kjær på 76 år fra Aars, efter at hun blev opereret for kræft.
 

- Jeg har meget stor glæde af at bruge min krop og det fællesskab, der er i Motion og Samvær. Man kommer for det sociale men også for at få kroppen i gang. Det er ingen kunst at sætte sig hen og blive gammel – kunsten er at holde sig i gang, så man ikke bliver for gammel. Jeg vil gerne give kommunen et stort cadeau for nu at satse på det her, så vi bliver hjulpet i gang med at blive bedre til at klare os selv, siger Bente Kjær. 

Målet er, at der ved evalueringen i 2019 er skabt en model for arbejdet med senioridræt, som kan rulles ud i hele landet. 

Fakta:
Bevæg dig for livet:
Partnerskabet mellem DIF og DGI er det største i dansk idræt nogensinde. Det er støttet af Nordea-fonden og TrygFonden. Visionen er, at Danmark skal være den mest idrætsaktive nation i verden. I 2025 skal 50 procent af danskerne være aktive i en idrætsforening, og 75 procent skal være fysisk aktive.

Senioridræt
Mere end 450.000 seniormedlemmer over 60 år dyrker idræt i foreningslivet. Men med et stigende antal ældre de kommende år er der et stort potentiale både for den enkelte og for samfundet, hvis indsatsen for regelmæssig motion styrkes. Tal fra Det Økonomiske Råd viser, at samfundet kan spare 12,5 milliarder i 2050 på en sund aldring.

e-max.it: your social media marketing partner