Elever fra Kongshøjgaard kommer godt videre

HVALPSUND: Rundt omkring på de forskellige ungdomsuddannelser er unge netop startet op på den uddannelse, de ønsker sig. De går en spændende tid i møde med nye kammerater og indblik i, om den valgte uddannelse nu også svarer til forventningerne.

På Produktionsskolen Kongshøjgaard siger man i disse dage farvel til 12 unge, der nu skal videre i deres uddannelser.

– Og det er med tilfredshed, at skolen kan tage afsked med en flok unge, der kommer videre med motivation og lyst til de kommende forløb, lyder det fra forstander Jens Chr. Pedersen og gør op:

-5 af de unge starter på en erhvervsuddannelse. Her er det værd at nævne, at 2 af disse allerede har underskrevet en uddannelsesaftale med en virksomhed. Dermed er de sikret en praktikplads efter afsluttet grundforløb.

4 unge går en mere boglig vej. 3 af dem fortsætter på Hf på henholdsvis gymnasier og en enkelt på VUC. Og den sidste fortsætter ligeledes på VUC på et AVU-forløb, hvilket svarer nogenlunde til niveauet for 10. klasse.

De 3 sidste fordeler sig med 2 elever, der fortsætter på et forløb på Vrå Højskole og 1 elev, der har fået arbejde i en af Faktas butikker i Odense.

For de fleste af de unge gælder det, at valget af uddannelse er truffet efter praktikforløb inden for den valgte branche. Ligeledes er de 2 uddannelsesaftaler kommet i stand efter et vellykket praktikforløb i virksomhederne. Her kan arbejdsgiveren konstatere, om mødestabilitet, motivation og loyalitet over for arbejdspladsen er til stede.

Nogle af de unge har skaffet sig adgang til erhvervsuddannelserne ved at følge undervisning i dansk og matematik på produktionsskolen. De unge undervises af lærere fra 10. klasses centeret i Aars og kan gå til afgangsprøver på enten 9. kl. eller 10. kl. niveau. Såfremt disse bliver bestået, har de unge adgang til erhvervsuddannelserne. Nye forløb i de 2 nævnte fag starter i uge 43 og har plads til 10 – 12 deltagere.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: