STRANDBY: Idrætsugen i Strandby, som starter på tirsdag, er ventet med spænding. Ud over at byde på flere former for idræt, så betegnes Idrætsugen også som Strandby’s årlige byfest for borgere i og omkring Strandby. 

Og selvom det rent faktisk er fodboldklubben Strandby IF, som står bag, så har man alligevel været meget forudseende og kalder det en Idrætsuge, for man skal ikke tro, at det kun er fodbold som står på programmet - for alle skal have mulighed for at deltage.       

En dag mindre
I forhold til de forrige år, bliver der dog i år en dag mindre med Idrætsuge, idet der først lægges ud tirsdag. Det skyldes, at den tidligere gaderundbold turnering udgår.

Dyster mod omegnsklubberne
Men tirsdag går det til gengæld løs på Beach Town Arena, som Strandby borgerne ynder at benævne Strandby Stadion.

Først med en serie 3 turneringskamp på grønsværen og herefter går den indledende runde af kortspillet ”Fedtmule” i gang inde i Idrætsugens telt, som er opstillet ved Strandby IF’s klubhus.

Onsdag er det Strandby IF’s serie 6 hold der tager imod modstandere fra omegnsklubberne.

Og fredag aften går det for alvor løs med fodbolden. Først med ungdomsturneringen, hvor Strandby IF’s U11 drenge får besøg af Aars IK. Ligeledes har Strandby IF’s damer arrangeret en træningskamp på Beach Town Arena.

Og spændende bliver det når Serie 3 holdet tørner sammen med FUIK i en træningskamp.       

Seværdige opvisningskampe 
Også lørdag vil der være noget at kigge på fra sidelinjen, hvis man da ikke lige selv er deltager. Her er der tale om familiefodbold.

– Vi håber på at komme op på 8 hold, oplyser Lenette Jakobsen fra Strandby IF, der ser frem til at modtage de sidste tilmeldinger til turneringen, hvor alle spiller mod alle.

Sidste år blev det Bunde-klanen der blev vinder af Familiefodboldturneringen.  

Som en fast del af Idrætsugens program hører også en opvisningskamp med Ankers Stjerner. Det er Anker Østergård der står bag ”very-old-boys” holdet med spillere fra 50 til 70 år. Holdet - som egentlig er to hold og som spiller imod hinanden, er ikke kun på banen i forbindelse med Idrætsugen, men holder rent faktisk konditionen og fodboldspillet ved lige hele sommeren igennem, hvor der trænes på banerne i Strandby.               

Dyst – ren underholdning 
Ingen Idrætsuge – uden en god dyst. Og ingen dyst i Strandby uden at Bjarne Pedersen og Helle Bak har udtænkt de spøjse discipliner.   

I år bliver det en par-dyst afsløres det af Bjarne Pedersen og Helle Bak.

- Vi er ved at finde tre par fra fodboldholdene. Jeg vil ikke afsløre hvad de 5-6 discipliner går ud på, men de kommer til at svede lidt og skal kunne samarbejde, siger Bjarne Pedersen, der dog afslører at der er lagt op til at det mest kommer til at gå ud over mændene.  

De to dybt uretfærdige dommere og kommentatorer Heidi Jacobsen og Janni Pedersen, som er kendt for ikke at holde sig tilbage, vil også være på plads og vil sørge for, at det nok blive særdeles underholdende og sjovt at stå på sidelinjen i de ca. 45 minutter dysten varer.           

Efter dysten er der tændt op i grillen til en den helt store hyggeaften for hele familien på Strandby Stadion.  Sidste år mødte over 200 op denne aften, så der måtte hentes ekstra forsyninger af pølser.     

Fedtmuleturnering og FIFA- turnering
Den gammelkendte Fedtmuleturnering, som startede tilbage i 1986, og som er en sikker bestanddel i Idrætsugen er naturligvis også på programmet i år.

Sidste år vandt Vagn Andersen fedtmuletitlen og det forventes naturligvis, at han stiller op igen for at forsvare fedtmuletitlen. Den indledende runde spilles tirsdag aften, hvorefter spændingen holdes til fredag aften hvor finalen spilles.     

Da kortspil ikke fænger så meget hos det unge publikum- hvis det ikke vel at mærke er elektronisk, så gør FIFA-fodbold på playstation4 det til gengæld. Turneringen har de seneste år haft pænt med deltagere.  Det koster ganske vist noget at deltage i turneringen - grundet det meget udstyr, men til gengæld er der ligesom i fedtmuleturneringen, en vandrepokal på højkant. Det skal for en god ordens skyld nævnes, at alle aldre naturligvis er velkomne til at deltage i FIFA-turneringen.         

Særlige aktiviteter for børn
Ikke alle børn har interesse for sport og dem skal der naturligvis også være plads til i Idrætsugen.

Fredag aften står Vesthimmerlands Naturfriskole bag ”Børnehjørnet” på Strandby Stadion.  Her arrangeres der snobrødsbagning, ristning af skumfiduser - og det mere kreative, nemlig at lave en perlekæde eller en kopitegning. Måske der ligesom sidste år også vil være ansigtsmaling.  

Lørdag som er den store familiedag, hvor såvel børn som voksne kan deltage i konkurrencer på Beach Town Arena med præmier på højkant.  

Samtidig med familiefodbolden finder den populære skattejagt for børn sted. Igen er det Stine Dinesen der har udtænkt elementerne i skattejagten. De forrige år har skattejagten haft mange deltagende børn i alderen fra 4-12 år, men alle børn er velkomne.

Stine afslører, at skattejagten ender med at man skal finde frem til Skattekisten som befinder sig et eller andet sted på Strandby Stadion, men inden man når dertil, skal man først kvalificere sig til pirat. Det sker på poster med opgaver – og det kan godt være lidt ”farligt” fortæller Stine Dinesen, for man kan risikere at blive udstyret med klap for øjet og et træben. Men det er det der skal til for at blive pirat, og for at man kan deltage i søgningen efter den eftertragtede skattekiste.        

Efter skattejagten skal Strandby børnene have hentet deres kæledyr, for at vise det frem på sportspladsen. Skuet har til formål at kåre det sødeste kæledyr.        

Derudover vil Strandbys hoppeborg være opstillet på Strandby Stadion alle dage.  

Fest og god mad
Efter en god gang eftermiddagskaffe med kage lørdag eftermiddag, lades der op til den store finale på Idrætsugen.

 

Lørdag aften sluttes der nemlig af på festlig vis med teltmiddag bestående af helstegt pattegris og en efterfølgende svingom til dansemusik. I den forbindelse er der mange der er eller har været tilknyttet Strandby eller fodbolden i Strandby, der dukker op for at være med.     

Arrangørerne Strandby Idrætsforening, håber på en god opbakning og ønsker alle deltagere en god Idrætsuge i Strandby.

Se programmet for Idrætsugen her 

 

    

e-max.it: your social media marketing partner