HVALPSUND: En kold november dag blev Friplejehjemmet Hesselvang kontaktet af Magrete Eli på vegne af Hanna og Paul Mullers Fond. 

En fond stiftet af det velhavende par, Hanne og Paul Muller, som købte og solgte antikviteter i København. Fonden styres af en bestyrelse som hvert år uddeler penge til godtgørende formål. Man kan ikke søge fonden om penge, de kontakter selv dem de uddeler til.

De havde fundet Friplejehjemmet Hesselvangs hjemmeside på nettet, set nogle af husets aktiviteter og læst hjemmets værdigrundlag og ville gerne høre nærmere om beboernes dagligdag. Samt høre om hjemmets beboerne havde et ønske om en oplevelse de godt kunne tænke sig. Det var ikke svært, for tidligere på året havde ønsket om en tur til Hjerl Hede netop været oppe og vende. Og som en dejlig julegave fik friplejehjemmet kort før jul det endelige tilsagn om støtte fra Hanna og Paul Mullers Fond på 17.000 kr. til turen.

Hjerl Hede er et Frilandsmuseum som fortæller om livet på landet og om den brede befolknings dagligdag og om deres grundvilkår. Som sådan er Hjerl Hede også vores egen fælles fortælling – da vi alle er efterkommere af folk, der har levet deres liv på landet. For bare få generationer siden levede mere end 80% af danskerne således på landet. På friplejehjemmet er det ingen undtagelse idet mange af beboerne har været vant til høj himmel, fjord, mark og eng som en naturlig del af deres hverdag på landet. En tur til Hjerl Hede vakte derfor mange minder frem fra en svunden tid. Ind imellem helt tilbage til beboernes barndom.

Efter en dejlig middag på Hjerl Hedes egen Restaurant Skyttegården, gik turen rundt for at se de mange huse og aktiviteter der foregik rundt omkring. En solid præstegård fra Østjylland, en charmerende landevejskro fra Fyn, et beskedent andelsmejeri fra Mandø, den imponerende stubmølle fra Sydsjælland, der står på kun en´ kolossal egestamme, pigerne der legede ”to-mand-frem-for-en-enke-løb” foran skolen inden den skrappe lærerinde dukkede op, smagsprøver på både ost og bolle-mælk med rabarber rosiner hos den lille købmand, hvor alle varer blev vejet af osv. Det blev også til en tur i den gamle kirke for at overvære en barnedåb fra 1100-tallet, hvor kvinder og mænd sad adskilt i kirken og hvor barnet var under vandet med hele kroppen.

En enkelt beboer lyste særligt op, da gruppen fra Hesselvang kom til bageriet som stammer fra Ravnkilde i Himmerland. Bent Viborg er gammel bager, så gensynsglæden var stor da bageren slog vinduet op og den velkendte duft strømmede ud. Det besøg vakte bestemt mange minder frem, såvel indretning, som dufte, lyde og smagsindtryk. Lidt senere kørte også bagervognen forbi med en gul fjordhest spændt for, også et syn mange kunne nikke genkendende til. Overalt hvor man kom var der levendegjort ude som inde, så selvom mange beboere i kørestole ikke kunne komme ind i husene var der alligevel meget at se på.

Næsten alle bygningerne på Hjerl Hede er autentiske. De er blevet skilt systematisk ad på det sted de oprindeligt blev bygget, pakket ned sten for sten, transporteret til heden og herefter omhyggeligt genopført. En absolut mindeværdig dag som sluttede med hjemmets egen medbragte kaffe og kage.

 

e-max.it: your social media marketing partner