HVALPSUND: Sognehuset i Hvalpsund bliver i de kommende to uger rammen om et malefællesskab, hvor 10 deltagere fra flere steder i landet og en enkelt fra Norge, vil glæde sig til at male/skrive en ikon.

Sidste sommer var ikonograferne på Løgumkloster Højskole, som i flere år har haft kurset på programmet, men p.g.a. højskolens vanskelige situation er der ikke længere mulighed for kursus der, da skolen ikke er i drift.

Heldigvis er ikonograferne meget velkomne i Hvalpsund, og føler sig også godt hjemme, da de fleste har deltaget i afholdte kurser i både 2014 og 2015.

Sognehusets fine faciliteter med de høje vinduer med et fantastisk lysindfald, er den perfekte mulighed for at skabe et godt resultat.

At male/skrive en ikon kræver stor præcision af ikonografen, lige fra der startes med at ridse motivet, til der lægges et tyndt lag bladguld, males detaljer med fine små pensler, skrives inskriptioner på guldet, og det store afsluttende arbejde med en efterbehandling så ikonens holdbarhed er sikret langt ud i fremtiden.

Motivet vil i år være helt valgfrit, da nogle vil færdiggøre tidligere ikoner, mens andre har besluttet sig for at male motivet for ”Vandringen til Emmaus” som viser Jesus på 3. dagen, opstandelsesdagen, hvor han gør følgeskab med to disciple som er på vej til byen Emmaus.

Alle glæder sig meget til gensynet i Hvalpsund, og er enige om der i år også skal være tid til andet end at male, nemlig at køre ud på fællesture og opleve og nyde den smukke Lounshalvø og det øvrige spændende Vesthimmerland.

Ikonograferne byder gerne interesserede indenfor i Sognehuset, og vil forsøge at planlægge et aftenarrangement med arbejdende værksted, hvor der kan vises og forklares hvordan man fremstiller en ikon, samt muligvis et lille foredrag.

e-max.it: your social media marketing partner