Ullits kan slet ikke få armene ned – FOTOS & VIDEO

ULLITS: For få år siden var det som så med byfesten i Ullits, som et enkelt år blev neddroslet til en sommerfest. Men Ullits er så sandelig kommet igen, 

og der er ingen tvivl om at det igen er blevet en byfest, for den møder stor opbakning fra byen både fra nuværende borgere og personer der er opvokset i og omkring Ullits, som lige kigger forbi for at hilse på. 

        

Der var god tilslutning lige fra byfesten startede tirsdag aften med en byvandring. I den deltog 60 meget interesserede lokale folk. Både nuværende og tidligere beboere mødte frem og lyttede spændt på Lokalhistorisk Forenings nostalgiske fortællinger om hvad der har været i de forskellige huse og hvem der har boet i dem.
Efterfølgende blev der budt på kaffe og kage under teltdugen i anlægget Egely. Det skete ganske vist i regn og torden, men teltdugen holdt tørt. 

Regnen slog ikke Ullits ud
Også onsdag aften var der udsigt til regn. Derfor blev Open Air gudstjenesten med kagekonkurrence flyttet fra Egely til sognehuset.
Det gjorde ikke tilslutningen mindre, for ca. 70 mødte frem og heldigvis rakte de 11 kager.   

Sognepræst Troels Laursen holdt først en fin byfestgudstjeneste. Det nye ”Børnekoret” optrådte også med 3 sange, heraf sågar en sang på latin.

Herefter fulgte kagekonkurrencen. 11 flotte og lækre kager var der blevet lavet og der blev stemt om ”Flotteste kage” og ”Bedste smag”.  Flotteste kage var en “Kirke kage” lavet af Anja Nøhr og Bedste smag var en lækker nøddekage lavet af Bjarne Fruergaard

Regnen ville ikke slippe sit tag i Ullits og fredag aften silede regnen ned. Men der skal mere til at slå Ullits borgerne ud. For 150 gæster mødte op til By night hos Min Købmand, som serverede lækker grillmad. Mens mange voksne var til By Night, så blev Ullits Minihal invaderet af børnene, idet der var arrangeret et stort alkoholfri diskotek. De første 3 timer var primært for de små 0 – 3 kl. Derefter fulgte de større børn 4 – 7 kl. Omkring 150 glade børn og unge var totalt udbrændte, da de blev afhentet efter at de i timevis havde danset og leget til et superdiskotek leveret af lokale Madsen Pro.

De kunne ikke få nok vandleg
Lørdag skinnede solen langt om længe over Ullits. Der var både masser af sol og lunt vejr til dagens aktiviteter ved Ullits Minihal. Der mødte også mange op på festpladsen, hvor ”Helt ude i Ullits” igen i år blev afviklet med stor succes. 4 hold af 2 pers. var med til dysterne, hvor den ene person på hvert hold havde mørke briller på d.v.s. ”Blind makker” og den anden skulle så guide ham/hende igennem aktiviteterne. Dysterne bestod i at spise chokoladekugler med pinde, ramme dåser med Nerfpistoler, køre mooncars på slalombane, og til sidst slå vandballoner ned. Da den ene part nu var blevet våd, var det ”den blindes” opgave at skyde et ølkrus ned fra den tørre makkers hoved med vandpistol. 

Jens Lund og Rune Mejlby var de bedste makkere sammenlagt i alle discipliner.

 Ellers var der selvfølgelig den populære vandgynge, dart og Nerf konkurrencer på aktivitetspladsen sammen med god forplejning.

Nerfkonkurrencen med at skyde dåser ned vandt Mathias Bisgaard efterfulgt af Sebastian Cramer på 2. pladsen. Dart konkurrencen vandt Jens Lund.

Årets byfest i Ullits sluttede af med fællesspisning i Minihallen med helstegt partygris efterfulgt af meget hyggelige timer med dans til musik – igen leveret af Madsen Pro.

Fra byfestudvalget lyder det, at man er meget tilfreds med årets fest og den super gode opbakning alle dagene.   

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: