Rema 1000 Farsø får ny købmand

FARSØ: Efter 14 år som købmand i Rema 1000 Farsø, rykker Leo Thybo jobbet til Bjerringbro, hvor han skal være købmand for en nyopført Rema 1000. 

Men hans afløser er allerede fundet. Det er 34-årige Niels Jørgen Markussen, der også får hans kone Camilla med på lønningslisten i Rema 1000 i Farsø.

Parret, som bor med deres to drenge Mikkel og Rasmus på henholdsvis 6 og 8 år i Ll. Brøndum ved Løgstør, glæder sig til at komme til Farsø og møde kunderne.    

Farsøs’ nye Rema 1000 købmand bringer mange års erfaring med sig. Niels Jørgen Markussen blev udlært i Dagli Brugsen i Frejlev i 2002, og siden da er det gået slag i slag med karrieren i detailhandlen. Det blev til i alt fire år i Coop regi, men han har også været hos Føtex og Bilka, hvor det blev til fem år tilsammen. Men han føler, at han nu har fundet den butikskæde der passer ham bedst, nemlig som købmand hos Rema 1000.

I 2012 blev han købmand i Rema 1000 i Gug, i 2015 for den noget større Rema 1000 i Nørresundby i Løvvangscentret, og altså nu her i 2017 for Danmarks største Rema, nemlig Rema 1000 i Farsø Rådhuscenter.

-Butikken i Farsø er indenfor de seneste 5 år blevet udvidet og opgraderet ad 2 gange. Der er derfor ikke planer om omforandringer i butikken. Men til gengæld vil jeg ligesom Leo, være så synlig i butikken som muligt og sikre en høj kundeservice. Vi vil være kendt for varer af høj kvalitet til lav pris samt en god stemning blandt kunder og personale, siger Niels Jørgen Markussen.

Købmandsskiftet kom på plads i marts efter en kort betænkningstid.

-Selvom jeg er glad for butikken i Nørresundby, så vægtede tanken om at ”komme hjem” højere, siger Niels Jørgen Markussen, og tilføjer, og så er butikken i Farsø også Danmarks største, så større kan det ikke blive, siger han med et glimt i øjet.               

Og kunderelationsmæssigt tiltaler butikken i Farsø mig mere. Det er mere personligt, som jeg også oplevede det i Gug. Jeg glæder mig til at møde kunderne i Farsø.

Niels Jørgen Markussen tiltræder i Farsø den 1. september, men allerede fra den 15. august vil man kunne møde ham i butikken i Farsø sammen med Leo Thybo, hvor der vil være praktisk overdragelse.

Leo Thybo drager som sagt til Bjerringbro, men bliver boende i Farsø sammen med sin kone og to børn.

 

-Jeg har endnu ikke prøvet at være med til at starte en helt ny Rema butik op fra bunden. Det skal prøves, fortæller Leo Thybo. Den nyopførte butik, beliggende i Bjerringbro centrum, åbner i starten af november. Det andet der tiltager mig er Bjerringbros størrelse. Byen er større end Farsø med ca. 7.500 indbyggere, som betyder at alle dagligvarekæder er repræsenteret og dermed også en øget konkurrence. Men jeg er ikke bange for udfordringen med en helt ny butik og slet ikke som Rema mand, siger Leo Thybo.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: