Vester Hornum festede løs i tre dage – FOTOS & VIDEO

VESTER HORNUM: Dette års byfest i Vester Hornum som fandt sted i forbindelse med Kr. Himmelfartsferien, var både tilsmilet af et flot sommervejr og en meget flot tilslutning af borgerne fra Vester Hornum og omegn.

 

– Vi har haft en kanon opbakning fra byen ligesom Flejsborg, Gatten og Hyllebjerg også var flot repræsenteret ved festen. Og desuden har vi også fået en meget positiv respons for at have ”vendt” programmet, lyder det fra en glad Poul Rask fra Byfesten.         

Byfesten lagde nemlig Kr. Himmelfartsdag ud med byfestoptaget. Et programpunkt, som man normalt ellers slutter byfester af med, men ikke længere i Vester Hornum.

Badenymfer det flotteste indslag
Optaget havde 5 indslag og Vesthimmerlands Kulturskole med sang og musik i front som det sjette. Optoget havde taget de glade og friske farver på, lige fra Vester Hornum Løbernes signalgrønne T-shirts og kloveansigter og parykker for at gøre reklame for det nært forestående klovneløb i Vester Hornum. Lige efter fulgte dagplejere og dagplejebørn, der ligeledes var iklædt klovnekostumer og havde fået malet ansigterne. Herefter fulgte børn fra Vester Hornum Skoles børnehave og LBO. De glade børn med smilende ansigter og Dannebrogsflag gav en 1. plads i optoget. Det flotteste indslag kom fra Vester Hornum Gymnastikforening med ”Badenymferne”, hvor der virkelig var inviteret til badedag i det flotte sommervejr med både badedyr og baderinge. Optogets 5. indslag stod fodboldklubben VHIF for med festhygge i 3. halvleg.      

                

18 kager med krokodille som vinder
Efter de store anstrengelser i optoget så man frem til at blive tanket op med energi fra vester Hornums store kagebord, der i år havde 18 forskellige kager at byde på. Det blev Maja Lassen der leverede den flotteste kage, nemlig en krokodillekage.            

8 biler boksede i ringen
Vel tanket op med kage, is og flødekarameller fra festpladsen, stod programmet senere på eftermiddagen på bilboksning. 8 biler var klar til start og der blevet kæmpet så hårdt fra start, at gearkasser og koblinger hurtigt stod af og gaffeltrucken måtte på overarbejde.

30-40 havetraktorer til træk
De seneste år har havetraktortrækket trukket over 60 havetraktorer til dyst i Vester Hornum. Men i år var Vester Hornum ikke blevet tildelt en afdeling i Det Jyske Mesterskab, derfor var der ”kun” tale om træning i Vester Hornum hvilket betød at en del færre havetraktorer mødte op til start. Men til gengæld var publikum mødt talstærkt op på sidelinjen for at se hestekræfterne folde sig ud på banen.

Børn deltog i foreningsdyst
Fredag bød også på nyheden ”Foreningsturnering”. Den havde ca. 30 deltagere mest repræsenteret af børn op til 12 år og alle fik naturligvis en præmie for deres deltagelse. Blandt de dyster som foreningerne diskede op med var en tavle fra badmintonklubben med huller i. Dysten bestod naturligvis i med ketcher og fjerbold at ramme i hul på tavlen. Jo mindre hul – jo højere point.

Fredag aften sluttede af med ca. 150 personer til fortæring af den helstegte svinekam og livemusik.  

Fuldt program lørdag
Lørdag var der fuldt program fra tidligt til sent. Festpladsen åbnede kl. 10.00, hvor der var gratis kaffe og et rundstykke til alle.

Herefter fulgte Vester Hornum Løbet med 75 deltagende løbere.  

Over middag var der revanche at spore i Land og By konkurrencen. Og det blev der fra landholdet bestående af Gunnar Schmidt, Frederik, Thomas Larsen, Martin Madsen og Rasmus Munch, selvom de måtte ud i en omkamp, da der stod 2-2 efter sidste disciplin. Derfor blev byholdet bestående af Peter B. Jensen, Claus Laustsen, Kasper Skov, Gert Jensen og Daniel Veggerby sat overfor landholdet på den sæbeglatte plade, hvor det gik på at skubbe hinanden udenfor pladen. Det blev altså landholdet som stod tilbage med sidste mand og dermed blev vinder af årets Land og By.        

Festlig aften i hallen
Byfestballet i hallen med godt 200 deltagere blev som altid en festlig aften med dejlig mad fra lokale Flejsborghus og super god musik fra Aucoustik Heaven. Hæderen som Årets Borger gik velfortjent til Iver Kruse som yder en kæmpe indsats i Vester Hornum Gymnastikforening.  

Revyholdet med Kristian Lorenzen i spidsen, sørgede ligeledes for, at festdeltagernes lattermuskler blev flittigt brugt under aftenens forestilling, hvor især Daniel Veggerby og byens nye præst Rasmus Hauge fik et hip eller to. Og overrasket blev Kristian Lorenzen, da han blev kaldt på scenen en ekstra gang for at modtage en buket blomster for sit 25 års jubilæum med Vester Hornum Revyen. Uden Kristian ingen revy i Vester Hornum lød rosen fra Byfesten.          

Byfestkomiteen er som sagt rigtig godt tilfreds med årets byfest, og opbakningen til den. Og der ingen tvivl om at byfesten har fundet det rigtige program, der passer perfekt til Kr. Himmelfartsferien. Ca. 100 personer har taget en frivillig tørn i forbindelse med festlighederne under ledelse af byfestens formand René Christensen, der altid har det gode overblik.  

Det vil nu vise sig, hvor mange penge festen kaster af sig til ungdomsarbejdet i byens sportsforeninger.

Næste fest i Vester Hornum bliver Høstfesten til oktober, som kommer istedet for byens julefrokost. 

 

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: