Time har etableret fabrik i Frankrig

FARSØ: Liftvirksomheden TIME fra Farsø har vokseværk og udvider derfor kraftigt på det europæiske liftmarked med åbningen af en ny fabrik i Frankrig.

Åbner fabrik i Sydfrankrig
I weekenden blev den nye fabrik, der ligger i Morlaàs i Sydfrankrig, åbnet i et stort anlagt åbent hus-arrangement, der blev velbesøgt af kunder, samarbejdspartnere og selv den lokale borgmester.

TIME er en amerikansk liftkoncern med hovedsæde i Texas, der producerer og monterer kurvelifte under mærket Versalift på køretøjer, som på vore breddegrader typisk bruges af elinstallatører til servicing af gadelys og trafiklys. Den globale eksportafdeling af TIME har hovedsæde i Farsø, hvorfra virksomheden styrer hele salget af Versalift uden for Nord- og Sydamerika med særlig fokus på de europæiske markeder.

-Frankrig udgør efter England det største europæiske marked for vores type af liftprodukter, så derfor er det selvsagt et meget vigtigt marked for os som eksportvirksomhed, siger Per Cæsar Torp, CEO for TIME i Danmark. TIME havde indtil sidste år en distributør i Frankrig, men da det samarbejde stoppede besluttede vi os for  selv at starte produktions- og salgsfaciliteter op i Frankrig.

Et vigtigt marked
-Det franske marked er utrolig vigtigt for os. Vi har allerede sendt over 6500 Versalift liftkøretøjer ud på de franske veje, og det tal ser vi gerne vokse til endnu flere,” siger Per Cæsar Torp. Vejen tilbage ind på det franske marked indebærer bl.a. deltagelse på alle relevante fagmesser og afholdelsen af fire stort anlagte roadshows, hvor TIME kører ud i landet med en karavane af liftkøretøjer og besøger kunder på deres egne matrikler. 

-Vi har tidligere haft stor succes med vore roadshows og har derfor besluttet, at det skal være en helt central del af vores lancering på det franske marked. Vi har allerede gennemført den første af fire planlagte ture i år, og den var en strålende succes, og det håber vi også, at de resterende tre bliver, afslutter Per Cæsar Torp. 

 

Her holder Per Cæsar Torp åbningstalen i den nye fabrik.



 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: