Er der en bævertæller gemt i dig?

VESTHIMMERLAND: Hvert forår bliver der foretaget optælling af bæverfamilier ved alle kendte bosteder i Vestjylland. I år er der registret ekstraordinær bæveraktivitet i Vesthimmerland, så derfor har Naturstyrelsen og Vesthimmerlands Kommune valgt, at der også skal tælles i Vesthimmerland

Det er 3. gang Vesthimmerland deltager i bævertællingen, for at blive klogere på, hvor mange, som har bosat sig her. Formålet med tællingen er at registrere unger og dermed følge den årlige bestandsudvikling.  

-Vi vil meget gerne have hjælp af frivillige naturinteresserede, der vil hjælpe med at observere og notere eventuelle bævere på udvalgte steder, fortæller Ivar Høst fra Naturstyrelsen og naturvejleder Karin Winther fra Vesthimmerlands Kommune.  

-Det er tredje gang vi tæller bestanden i Vesthimmerland og vi har et rimelig godt bud på, hvor vi pt. har aktive bævere. På flere af disse lokaliteter har vi vildtkameraer oppe, som passes af Jens Jørgen Kristiansen, der selv har bæverne boende på sin jord i Østerkrat. Disse fotos og filmklip viser, at vi har bæverfamilier med unger flere steder, men hvor mange der er på landsplan, det vil vi gerne forsøge at få lidt styr på, ved at tælle alle steder i Danmark samtidig, fortælle de to naturvejledere. 

I Vesthimmerland vil der i år blive sendt bævertællere ud til åerne Sønderup å, Vidkær å, Lerkenfeldt og Borremose, hvor vi tæller inden solopgang og igen efter solnedgang 19, 20 og 21. april. 
 

 

2. påskedag afholdes der et offentligt arrangement ved Østerkrat. Her vil det være muligt at møde vildtkonsulenten, naturvejlederen og nogle af bævertællerne fra sidste år. Endvidere er der guidet tur rundt i området til lokaliteter, hvor bæveren holder til for øjeblikket.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: