Af: Annemette Bach, Byrådskandidat for Enhedslisten i Vesthimmerland
Manglen på kvalificeret arbejdskraft i plejesektoren er en tikkende bombe, som fylder alt for lidt i den lokale valgkamp. Problemet er ikke kun lokalt, men ansvaret er! Vi har brug for at give vores kernevelfærd fuld opmærksomhed.
Forstil dig, at du er ældre og får hjælp hver anden uge til at vaske gulv og lægge rent på sengen. Men du er blevet syg og har mest af alt lyst til, at få tørret toiletkummen af og rent sengetøj på. Så må køkkengulv være køkkengulv. Men nej! Visitationen har bevilliget et kvarter til gulvvask og skiftning af sengetøj hver anden uge. Skal det laves om, skal hjælperen kontakte visitationen, som så vil komme ud og vurdere dine behov igen. Du bliver lidt irriteret på hjælperen, som du ikke kender.
Det kan og skal vi gøre bedre. For hvis brugeren synes, det er irriterende, hvordan tror du så, det er for hjælperen. Tidligere undersøgelser fra FOA viser, at mens kun 13 % af dem, der har væsentlig indflydelse på deres arbejde, føler sig stressede, er det 48 % i den gruppe, der har ringe eller ingen indflydelse på deres arbejde. Det er måske ikke nogen overraskelse, at kontrol over arbejdsmængde, arbejdstempo og opgavetyper er helt afgørende for et godt arbejdsmiljø. Og her er et af de steder hvor vi kan gøre en forskel lokalt.
Arbejdsmiljø
Når arbejdsmiljøet er vigtigt, så er det selvfølgelig fordi, at hvis vi ikke kan få nye medarbejdere, så skal vi passe rigtig godt på dem, vi har! Det gør vi tydeligvis ikke – ifølge FOA bliver 6 ud af 10 fyret pga. sygdom. I Vesthimmerlands kommune blev der i alt fyret 71 af FOA’s medlemmer i Social- og Sundhedssektoren i perioden 2017-okt. 2020 svarende til knap 15 % af FOA’s arbejdsstyrke her. Her tænker jeg, at det er oplagt at kigge på kommunens fastholdelsesindsats.
Jeg har ikke tal på, hvor mange af de syge, der er slid, stress eller anden sygdom, men der er flere og flere, bl.a. vores social- og ældreminister, der peger på, at selvstyrende teams øger arbejdsglæden og mindsker sygefraværet. Social- og Ældreministeriet har afsat 170 millioner kroner, som kommunerne kan søge om at få tilskud fra til faste og selvstyrende teams i hjemmeplejen. Ideen er netop, at de ældre skal forholde sig til færre ansigter, hvilket både skulle gøre hverdagen mere stabil og tryg for de ældre og give højere arbejdsglæde. Samtidig er der potentiale for at mindske udgifterne til administration. Med hyppigt skiftende medarbejdere, stramme kørelister og snævert opdelte ydelser, er der brug for et kæmpe administrativt apparat, der tager tiden fra brugeren og mindsker både denne og medarbejderens tilfredshed.
Det lyder måske lidt for enkelt til at være sandt, men der har været kritiske ryster ude om, at et kendskab til borgeren, kun vil resultere i mere tid på regnearket. Men hvis vi vil forbedre arbejdsvilkårene i plejesektoren, så er jeg overbevist om, at vi skal have genoprettet tilliden til medarbejderen og relationen mellem borger og medarbejder skal i centrum. Derfor er det vigtigt at få lavet lave lokale modeller for at etablere faste, selvstyrende og tværfaglige teams med kendte medarbejdere for at skabe mere stabilitet og kontinuitet i hjemmeplejen.
Flere SOSU’er
Skal dine børn være SOSU’er? Det håber jeg rigtig meget, for ved et hurtig klik på computeren kan jeg se, at Vesthimmerlands kommune har 21 jobannoncer på sosu.nu, hvor nogle annoncer søger mere end en medarbejder. Så med andre ord, der er job nok og der bliver desværre kun flere. I 2020 mislykkedes det på landsplan i 17 procent af tilfældene at besætte stillinger på området tilfredsstillende og prognoser viser, at der i 2030 vil mangle 40.000 uddannede på området. Så problemet er ikke kun lokalt, men ansvaret er!
Når vi lever længere, betyder det, at der bliver flere og flere ældre, men også, at de bliver mere og mere plejekrævende. Det kræver udover menneskelig indsigt og medfølelse større faglighed og mulighed for sparring. Vi skal have respekt for SOSU’ernes faglighed og vi skal sikre ret til månedlig supervision, men vi skal også styrke medbestemmelse og det tværfaglige samarbejde på området. SOSU’er skal være med til at definere plejebegrebet og behovet i stedet for det er djøf’ere og regneark, der definerer det, hvilket kun føre til stadige forringelser der, hvor det er let at skære: på omsorg. Det kan godt være, at plejesektoren ikke er det højest profilerede valgområde i forhold til bygninger og investeringer, men vi bliver forhåbentlig alle gamle en dag.