Af: Gitte Lopdrup, Regionsrådsmedlem i Region Nordjylland (Radikale Venstre), Jyllandsgade 28, Aars

For tiden møder jeg ofte spørgsmålet, om jeg bakker op om den nye lægevagtsaftale der er indgået imellem Region Nordjylland og Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

Svaret er nej!.

De 2 primære årsager til at jeg er regionspolitiker er; 1. at jeg gerne vil være med til at sikre den bedst mulige kvalitet i behandlingen for alle nordjyder, og 2. at jeg er overbevist om, at borgerinddragelse er et uvurderligt element, -både når vi vil finde de bedste løsninger på udfordringer i sundhedsvæsenet og når der skal træffes beslutninger om den enkelte borgers behandling.

I løbet af mine 2 år som regionsrådsmedlem har Region Nordjylland holdt enkelte borgermøder. Blandt andet var der i november 2019 et møde, hvor de deltagende borgere kom med input til, hvad der var vigtigst for dem i sundhedsvæsenet. Her var budskabet fra borgerne tryghed og nærhed.

Partierne Venstre, Konservative og Socialdemokratiet taler alle om det nære sundhedsvæsen, og har forslag om nærhedshospitaler osv. Hvordan kan samme partier så stemme for en aftale som giver ulighed i sundhed og centraliserer vores sundhedsvæsen? Jeg forstår det ikke.

Et argument der ofte er brugt af de regionsrådspolitikere som stemte for den nye lægevagtsaftale er, at dette er den bedst mulige aftale. Men er det nu også det? Jeg er klar over, at PLO flere gange har trukket sig under forhandlingerne, og at det lykkedes forhandlingspersonerne fra regionen at få ind i aftalen, at der fortsat skal være lægevagt i Hobro og Frederikshavn. Men jeg bliver nødt til at sige, at det er ikke godt nok. PLO har tidligere lukket lægevagtkonsultationer under protest fra regionen, men der har ikke været sanktionsmuligheder, så PLO kunne gøre som de ville. Der er heller ikke sanktionsmuligheder i den nye aftale, så jeg kan frygte at den situation gentager sig.

Derfor siger jeg nej tak til aftalen. Jeg vil langt hellere afsøge, om der skulle være andre muligheder for fortsat at drive de eksisterende lægevagtkonsultationer. Lad os tænke ud af boksen og få nye perspektiver. Derfor ser jeg meget frem til borgermødet i Farsø på torsdag. Uvist af hvilke årsager er jeg ikke inviteret til at være en del af panelet, selvom jeg er det eneste vesthimmerlandske regionsrådsmedlem, der ikke har stemt for aftalen. Jeg vil dog være til stede på tilskuerrækkerne, og jeg ser meget frem til en aften med konstruktiv debat og nye input til organisering af den fremtidige lægevagt i Nordjylland.

 

e-max.it: your social media marketing partner