NORDJYLLAND: Region Nordjylland er klar til at teste alle der lever op til nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen. Regionen tager derfor nu fat på de nordjyske kommuner for at aftale nærmere om test af medarbejdere på ældre- og sundhedsområdet.

Nordjyske testfaciliteter klar til at tage imod
Den kommende tid skal endnu flere danskere og dermed også nordjyder testes for COVID-19. I Region Nordjylland er der i længere tid blevet arbejdet på at opjustere testkapaciteten hvad angår både testmateriale og personale til at udføre test.

På Aalborg Universitetshospital og Regionshospital Nordjylland er man derfor beredte og klar til at tage imod et større antal borgere.

Det betyder blandt andet, at alle med lette symptomer, men også visse personer uden symptomer, fremover kan blive testet.

De nye retningslinjer for test medfører, at hospitalerne blandt andet snart skal teste alle patienter, der forventes indlagt på hospitalet i mere end et døgn.  

- Vi har i den seneste tid omlagt store dele af sundhedsvæsenet, og vi er også klar og beredte til at foretage en langt større mængde af test. Det gælder både for test af alle nordjyderne men også af de patienter, som skal indlægges. Vi er derfor klar til at følge de nye retningslinjer, siger regionrådsformand Ulla Astman (S).  

Hun understreger, at borgere med lette symptomer stadigvæk skal kontakte egen læge for at få en henvisning til test.  

Test af medarbejdere og beboere i kommunerne
Fremover vil endnu flere medarbejdere fra sundheds- og ældresektoren blive testet i takt med af testkapaciteten vokser yderligere. Der vil derudover også blive testet medarbejdere uden symptomer. 

- Vi vil gerne være med til at understøtte test af flere borgere og af medarbejdere i sundheds- og ældresektoren. Vi har derfor taget kontakt til de nordjyske kommuner for at lave aftaler om at teste såvel beboere som medarbejdere på institutioner, der ikke har symptomer, siger Ulla Astman. 

Den øgende testning af medarbejdere både med og uden symptomer skal være fuldt indført fra denne uge. Derfor er der brug for en offensiv tilgang til test, lyder det fra regionrådsformanden.  

- Vi vil sikre os, at vi dels opfylder de retningslinjer der er fra de statslige sundhedsmyndigheder og dels løfter vores ansvar for at forebygge smitteudbredelsen, siger Ulla Astman. 

Antallet af henvisninger fra praktiserende læge til test på hospitalerne falder i weekenden, når egen læge har lukket. Men testkapaciteten er der stadig. Derfor skal kapaciteten i weekenden især udnyttes til medarbejdere i ældre- og sundhedssektoren. 

Foreløbigt tre testcentre
Udover den øgede testkapacitet på Aalborg Universitetshospital og Regionshospital Nordjylland har regeringen og Danske Regioner indgået en aftale om oprettelsen af Testcenter Danmark, der har fokus på test af personer uden symptomer.

De hvide telte der udgør testcentrene er i Nordjylland opstillet på Aalborg Kaserne, i Hjørring og i Thisted. Om der også kommer et testcenter i Himmerland er uvist, ellers befinder det nærmeste testcenter sig i Viborg og altså i en anden region.

 

e-max.it: your social media marketing partner