Efterskoleelever mødes til e-sport event

VESTERBØLLE: I weekenden tog en flok forventningsfulde elever fra Vesterbølle Efterskoles e-sportshold afsted til LAN-event – en computerspilsbegivenhed på et lokalt netværk. En bus fyldt godt op med gamere og deres gear ankom fredag aften til Nordjyllands Idrætsefterskole Stidsholt, hvor et venskabs-LAN for de to efterskoler var på programmet.

Kort efter ankomst blev pc-er, skærme og diverse gamertilbehør koblet til, og de godt 30 elever var klar til kamp. Der blev dystet i de populære computerspil League of Legends og Counter Strike: Global Offensive. I de to spil dyster eleverne i hold fem mod fem. På begge efterskoler spiller eleverne normalvis på faste hold, men ved eventet blev nogle hold mixet og fik således mulighed for at spille i en ny konstellation på tværs af de to efterskoler.

Eventet forløb planmæssigt bortset fra et pludseligt strømsvigt, men det blev hurtigt fikset, og eleverne var tilbage i ilden. Eleverne fik trænet en masse samt spillet flere kampe i deres foretrukne computerspil og vigtigst af alt, så havde eleverne en god og social oplevelse. Der blev også plads til lidt fodbold og volleyball som et afbræk i den virtuelle dyst.

– Tanken bag et sådant event er ikke at afgøre, hvem der er bedst i de forskellige computerspil, men at de unge har en sjov oplevelse sammen med andre unge med samme interesse, fortæller underviser i e-sport på Vesterbølle Efterskole Tina Maahn Hjorth-Jensen.

Der blev slækket noget på sengetiderne, for fredag blev der spillet til hen ad natten og det meste af lørdagen med, inden bussen atter kørte elever og gear tilbage til Vesterbølle.

E-sport er i rivende udvikling
Vesterbølle var den første efterskole i landet til at tilbyde eleverne undervisning i e-sport og har valgt at fokusere på bl.a. kommunikation, samarbejde, strategi og computerspilsteori. Siden har flere fulgt efter, bl.a. Nordjyllands Idrætsefterskole Stidsholt. Generelt er der en meget stor interesse for e-sport, og det ses også på Vesterbølle Efterskole. Elevantallet i valgfaget har været stødt stigende, og efterskolen har netop bygget nyt e-sportslokale, som dette skoleår rummer 25 elever. Forklaringen på den stigende interesse kan bl.a. findes i den stigende udbredelse og anerkendelse af at spille computerspil generelt.

E-sport er et fænomen, som er i rivende udvikling internationalt og også i Danmark. Det kommer til udtryk på flere måder herhjemme: En række uddannelsessteder har taget e-sport på skemaet, flere og flere foreninger og klubber engagerer sig i e-sport, større organisationer involverer sig i e-sport, der er sponsorere, managere osv. som alt sammen peger i retning af, at e-sport bliver taget mere seriøst. Endeligt er mange af de gængse fordomme efterhånden manet til jorden – faktisk er e-sport både socialt og lærerigt.

Flere events på programmet
Det er sandsynligvis ikke sidste gang, de to efterskoler mødes i e-sportens tegn, for Vesterbølle Efterskole ønsker nemlig også at invitere Nordjyllands Idrætsefterskole Stidsholt på besøg i det nye år.

– I det hele taget tænker vi, at det er meget givtigt både at komme ud af huset samt at invitere ind til arrangementer med fokus på e-sport, da det er både sjovt, socialt og lærerigt, fortæller Tina Maahn Hjorth-Jensen.

Vesterbølle Efterskole har da også planer om et LAN-event i foråret, som er åbent for alle, men allerede i januar tager e-sportsholdet til TPNG – The Party Next Generation i Aars, hvor de stiller med et hold i League of Legends samt tre hold i Counter Strike: Global Offensive. Eleverne får imidlertid også testet deres spilfærdigheder løbende, da de sammen med en række andre uddannelsessteder netop nu deltager i den, af esport.dk, nyligt organiserede online turnering Edu Cup og herunder Edu Cup LoL samt Edu Cup CS:GO.

– Det er en meget positiv udvikling, vi oplever netop nu, og det er dejligt at se, de unge kan samles både virtuelt og ikke mindst fysisk om deres interesse, som weekendens event havde til formål, slutter Tina Maahn Hjorth-Jensen.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: