Stiletløb i fuld fart – FOTOS & VIDEO

FARSØ: 2 minutter gik der fra start til slut torsdag aften til premieren på Farsø Stiletløb.

Det var da også kun få hundrede meter der skulle forceres, men vel at mærke i høje stiletter på glat flisegulv og trapper i Farsø Rådhuscenter og skarpe hjørner på fortov udendørs. Men ingen af de otte deltagere holdt sig tilbage de uvante hæle til trods. Og heldigvis var der heller ingen med forvredne ankler.

De yngste deltagere Patrick Trier Larsen og Malthe Nielsen kom først i mål. Herefter hurtigste kvinde Marie Karlsen. Så fulgte Claus S. Villadsen og Ole Kuhr med Sofie Bærenzen lige i hælene. Med hinanden i hænderne var det byens to herretøjshandlere Jens Røschmann og Finn Bisgaard, der løb sidst over målstregen på Centertorvet.

Men stiletløbet gjaldt heller ikke kun om at komme først. For Jens Røschmann vandt bedste udklædning, Finn Bisgaard vandt vildeste hår, mens Claus Villadsen havde bedste løbestil i et par flotte røde lakpumps med væsentlig højde på hælen.

Men skulle der have været en kategori for mest kreative sko, skulle den ubetinget være gået til Finn Bisgaard for et par opklodsede træsko. Hæderen for de flotteste sko skulle være gået til Sofie Bærenzen for hendes blomsterbesatte sko eller Jens Røschmanns guldpumps udlånt af Inge & Birthe. Guldpumpsene stod i øvrigt perfekt til Jens Røschmann leopardkjole, der som nævnt gav bedste udklædning.

Det var 2017 udgaven af Farsø Stiletløb og med en vandrepokal på højkant, må der jo komme en opfølgning næste år. Og det vil da være sjovt, om endnu flere stiller op næste år, nu hvor de højhælede sko haves. Begivenheden – selvom den kun varerede få minutter, blev i hvert fald fulgt af et talstærkt publikum på sidelinjen, som morede sig og fik aftenens grin. 

 

De første deltagere til premieren på Farsø Stiletløb er ankommet, og her interviewes de af konferencier Brian Thorup omkring deres forventninger til løbet. Kan du genkende deltagerne?. 

Det talstærkt fremmødte publikum oddser på deltagerne

Deltagerne i Farsø Stiletløb gør sig klar til start

 

Farsøs to herretøjshandlere på vej i mål i Farsø Stiletløb

 

Vinder af Farsø Stiletløb 2017 Patrick Trier Larsen, Farsø med vandrepokalen

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: