VESTHIMMERLAND: Som tidligere meldt ud af politidirektør ved Nordjyllands Politi, Elsemette Cassøe, skal Nordjyllands Politi omorganiseres, det betyder at Vesthimmerland fra den 1. maj står uden nærpolitistationer.

Det drejer sig om stationen i Løgstør og stationen i Aars, der således vil være uden borgerekspedition. Stationen i Aars beholdes dog af Politiet til rapportskrivning, efterforskning og møder.

Nærmeste politistation med borgerekspedition vil således være i Hobro og Aalborg.

Politiets nye organisering har til hensigt at samle politifolkene i større enheder, der er bedre rustet til at håndtere det de kalder "et moderne og mere komplekst kriminalitetsbillede" hvor de kriminelle flytter fra gaden og ind på internettet.

- Det skal vi som politimyndighed kunne tage kvalificeret hånd om – og det betyder, at vi er nødt til at samle os i større enheder og uddanne flere specialister, forklarer politidirektør ved Nordjyllands Politi, Elsemette Cassøe

Politidirektøren forklarer videre, at den nye struktur ganske vist vil give mange borgere længere til den nærmeste politistation, men til gengæld vil politiets patruljer i stedet komme tættere på borgerne idet der hver dag fremover vil være en ekstra patrulje på gaden.

 

Forebyggelse er også en vigtig del af Politiets arbejde – især det lokale. Derfor uddanner politiet 2 forebyggelsesbetjente til hver kommune – og altså også til Vesthimmerland, således at de bl.a. kan sikre det kriminalpræventive arbejde i forhold til fx til de unge – det vil ske i samarbejde med kommunens medarbejdere og især ved tilstedeværelse ude på skoler og ungdomsklubber.