FARSØ: Forleden var der arrangeret fællesspisning på Plejecenter Højgården. Plejecentrets eget køkken havde lavet hjemmelavede gule ærter med medister til - og en snaps til dem der havde lyst. Til dessert var der hjemmelavede pandekager med is.

De gule ærter blev spist med stor appetit og køkkenet fik stor ros for maden.  

- Vi laver med jævne mellemrum fællesspisning for alle beboerne. Det er en medvirkende årsag til at styrke det sociale fællesskab, siger centerleder Susanne G. Persson.  

Men også i dagligdagen spreder der sig madduft på plejecentret. Men her spiser beboerne i deres varme aftensmad i egen enhed.  

Siden den 1. februar har plejecentret nemlig tilberedt en stor del af måltidet i huset.    

- Vi laver selv de lune retter til frokost, bager selv næsten alt bagværk og til aftensmaden laver vi selv alt tilbehør i form af salat og grønsager, forretter og desserter. De rå kartofler koges i enhederne, fortæller Sussanne G. Persson og fortsætter:    

-Køkkenet har endvidere stort fokus på de beboere der ikke spiser så meget, så der laves beriget kost og ”ønskemad” når der er behov. 

Vi køber fortsat kød og sovs, da vi gerne vil sikre en god kostfaglig oplevelse. Men det er et af de udviklingspunkter vi arbejder på, så der med tiden vil blive tilberedt mere kød og sovs på stedet også. 

Beboernes tilbagemeldinger er meget positive. De har ganske vist tilkendegivet at maden fra Det Danske Madhus ikke var dårligt, men maden der tilberedes i eget produktionskøkken eller i enhederne altså bare er bedre. 

Plejecenter Højgården er blandt de plejecentre der har genindført hjemmelavet mad med hjælp fra regeringens ældremilliard. Ud over at være blandt kommunens største plejecenter, så har Højgården også et fuldt funktionelt produktionskøkken fra tidligere, som man har kunnet tage i brug igen.     

  

Med jævne mellemrum mødes alle beboere til fællesspisning i centrets store sal. Til daglig spiser de varm mad til aften i deres respektive enheder.  

 

Forleden bød fællesspisningen på hjemmelavede gule ærter med medister til. Til dessert var der pandekager med is, alt sammen tilberedt af Højgårdens personale. Den hjemmelavede mad blev spist med stor appetit.