Lettere at være fodgænger i Vesthimmerland

VESTHIMMERLAND: Handicaprådet i Vesthimmerlands Kommune er glade for, at der bliver lavet indsatser for bedre tilgængelighed som opfølgning på kommunens Handicappolitik.

Der bliver også fokus på bedre tilgængelighed i kommunens haller og på at inkludere børn med handicap i kommunens fritidstilbud

Fokus på tilgængelighed i 4 hovedbyer
Vesthimmerlands Kommune er trukket i arbejdstøjet for at sætte handling bag den nye Handicappolitik og sætte handling bag ordene.

Teknik- og Miljøudvalget har besluttet at sætte fokus på bedre tilgængelighed i de fire hovedbyer Aars, Farsø, Løgstør og Aalestrup, så det bliver lettere at færdes – både for handicappede og for kommunens borgere som helhed.

Som en særlig indsats skal der oprettes en ”fortovsopretningsgruppe”, hvor der lægges fliser om på udvalgte strækninger, så det bliver lettere og mere sikkert at være fodgænger.

Til arbejdet knyttes nogle af kommunens kontakthjælpsmodtagere i Center for Kompetence og Afklaring(CKA), der på den måde kan komme i meningsfuld jobtræning.


-Vi er rigtig glade for, at der bliver bedre tilgængelighed i kommunen, siger formand for Handicaprådet Ella Holm Hansen. Det kommer både synshandicappede og borgere i kørestol til gode samtidig med, at byerne bliver mere rare at færdes i for alle. Det er et godt eksempel på, at man sagtens kan tænke handicapvenligt i en helhed og gavne både almenvellet og i dette tilfælde nogle af kontakthjælpsmodtagerne. Vi arbejder for, at borgere med handicap kan deltage på lige fod med andre. I samme boldgade har Kultur- og Fritidsudvalget besluttet, at der tænkes bedre tilgængelighed ind, når kommunens haller skal renoveres.

Lettere for børn med handicap at deltage i fritidsaktiviteter
Handicappolitikken har været med til at skærpe opmærksomheden i forbindelse med de opgaver, der i forvejen skal løses, men der er også områder, der mere direkte er rettet mod bedre forhold for kommunens handicappede borgere.

Således er der i Sundhedsudvalget udarbejdet en pårørendepolitik, så samarbejdet mellem pårørende og personale på institutionerne i psykiatri- og handicapområdet styrkes, og Børne- og Skoleudvalget har sat fokus på at knytte tættere bånd mellem de handicappede børn og foreningerne. Der er således lavet en aftale mellem nogle af kommunens institutioner og foreninger.

-Det er vigtigt for børn med handicap, at de kan deltage i aktiviteter på lige fod med alle andre, og vi ser det også som en vigtig opgave, at de øvrige børn møder børn med handicap. På den måde skaber vi forudsætningerne for, at det er en helt naturlig ting at indrette omgivelserne så alle – også borgere med handicap – kan deltage og bidrage i samfundet, forklarer Ella Holm Hansen.

Handicappolitik, der virker
Hvert år skal forvaltningerne og de politiske udvalg sikre, at der sker indsatser, der støtter op om Kommunens Handicappolitik.

-Vi holder i Handicaprådet løbende øje med, at politikken ikke bare er et stykke papir i en skuffe, og jeg må sige, at det første år med politikken tegner godt, slutter Ella Holm Hansen.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: