Gedsted uden praktiserende læge

AF: Kirsten Moesgaard(UP), Farsø, medlem af regionsrådet og byrådet i Vesthimmerland
Per Bisgaard(V), Aalestrup, kandidat til regionsrådet og medlem af byrådet i Vesthimmerland

Flere og flere små lægehuse med kun en praktiserende læge lukkes i disse år, og nu rammer det også Gedsted i den sydvestlige del af Himmerland på grænsen til region Midtjylland. Den lokale praktiserende læge har været glad for sit arbejde, men med et stigende arbejdspres med bl.a. registrering har han valgt at flytte til en lægepraksis med flere kolleger, i en større by.

Tilbage i Gedsted og omegn er nu små 2000 borgere, som skal på jagt efter en ny læge. Sandsynligheden for at en ny læge nedsætter sig i den ledige praksis er ikke stor, sandsynligvis ikke eksisterende. Hvad gør borgerne nu? De afventer en udmelding fra Region Nordjylland, som har ansvaret for lægedækning i Nordjylland.

I nabobyerne Farsø og Aalestrup er der ikke umiddelbar mulighed for at lægehusene kan løse problemet, idet begge byer ligeledes er under pres med et meget højt patienttal pr. læge – over 2000 patienter, hvor gennemsnittet i Danmark er ca. 1650.

Byrådet i Vesthimmerland besluttede allerede for et par år siden at afsætte økonomiske midler til at projektere et ”Sundhedens Hus” i Farsø, hvor man kan samarbejde på tværs af private-, regionale- og kommunale aktører. Dette arbejde skrider langsomt frem, men det vil med den aktuelle situation være på sin plads at sætte ekstra skub under disse planer. Et sådant byggeri, ved eksempelvis Farsø Sygehus, vil givet kunne være med til at løse en del af de problemer, som nu forstærkes i den sydvestlige del af regionen ved lukningen af Gedsted Lægehus. Et lægehus med flere praktiserende læger vil gøre det attraktivt for yngre læger, som ønsker at afprøve denne gerning.

I Aalestrup har en lokal arbejdsgruppe længe arbejdet med ideen om at samle flere af byens sundhedsaktiviteter i et hus, hvor praktiserende læger, fysioterapeuter, tandlæger og andre terapeuter kan profitere af et bygningsfællesskab. Det vil være oplagt at opfordre denne arbejdsgruppe til at fremkomme med deres forslag, således at man skabe sig et overblik over alternative muligheder til en regionsklinik, som vil skulle styres fra centralt hold i Aalborg.

Den aktuelle situation i Gedsted med nedlukning af en lægepraksis er blot et af mange problemer på sundhedsområdet, som regionsråd og byråd står overfor i de kommende år. Vi er af den opfattelse, at ønsker man fortsat lægehuse med privatpraktiserende læger, så må man på flere niveauer i kommunalt-, regionalt- og statsligt regi lægge pres på for at skabe bedre forhold for lægerne.

 

Lægemanglen er tydelig og på kort og mellemlang sigt må vi leve med dette problem og i mellemtiden forsøge at skabe rimelige arbejdsbetingelser og bedre økonomiske forhold for de praktiserende læger, som tager udfordringerne op rundt om i landet.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: