Af: Peter Rasmussen
By – og Regionsrådskandidat for Dansk Folkeparti.
Foulumvej 42, Farsø

Trangen til dette indlæg opstod da jeg den 11. april så et indslag der handlede om nogle læger der havde fået den ide at tænke ud af boksen, hvilket jeg efterfølgende kunne se at man helst ikke må i Danmark.

En MF'er delte indslaget på de sociale medier og sammenlignede det med en aprilsnar.

Det fandt jeg voldsomt provokerende, for nu har vi år efter år set hvordan regionerne og Folketinget forringer serviceniveauet i yderområderne, og gang på gang udtaler de efterfølgende at de vil støtte lokale initiativer på området.

Nu er der så et forslag om at montere en hjertestarter i de lokale taxa’er da de langt det meste af deres dag er tæt på de områder hvor folk bor og færdes i al almindelighed. Super god ide synes jeg.

Jeg bor selv i et af yderområderne, hvor vi i gennemsnit venter 13,5 minutter på en ambulance, og hvor 64% af ambulancerne først ankommer efter mere end 15 minutters ventetid. Det er langtid at ligge med hjertestop, og da vores regionspolitikere ikke viser sig opgaven voksen, finder jeg forslaget fra Syddanmark velkommen langt hen af vejen, for hvorfor vente 15 minutter på en ambulance med en hjertestarter hvis der er en taxa der kan være fremme på 5?. 
 

De chauffører der får en hjertestarter i bilen, skal naturligvis på kursus i brugen af den, og det skal være op til de enkelte vognmænd om de vil stille denne service til rådighed og i hvor mange af deres vogne.

I Syddanmark snakker man om at denne model skal erstatte akutbilen. Det er jeg slet ikke enig i, for der er stor faglig forskel på om det er en uddannet reder der beskæftiger sig med førstehjælp til dagligt, eller om det er en person der har et 4 timers kursus i brug af hjertestarter samt et kursus i livredende førstehjælp, Men som en mulighed for at få en hjertestarter frem på 1/4 af responstiden på en ambulance synes jeg initiativet er rigtig godt.

Kommentarerne på de sociale medier viser desværre bare endnu engang at hvis ikke man siger og tænker som alle de andre, så bliver ens forslag ikke modtaget med et åbent sind.

Spørg så dig selv om følgende. ”Hvis jeg eller en af mine nære, ligger med hjertestop. Vil jeg så helst vente 5 eller 15 minutter på en hjertestarter? Og vil det spille nogen rolle for mig om den ankommer med en taxa som kan hjælpe endt til ambulancen når frem?” 

Vores ambulance folk er virkelig dygtige og betyder tit og ofte forskellen på liv og død, men vi kan ikke forlange at de skal levere mirakler og det er næsten det vi gør når vi forventer at de efter 15 minutter kan genoplive en person med hjertestop. Men hvis en taxa med en hjertestarter kan gøre deres chance for at redde et liv større, så bør vi i det mindste være åbne for forslaget og modtage det konstruktivt.

Peter Rasmussen
By – og Regionsrådskandidat for Dansk Folkeparti.
Foulumvej 42, Farsø

e-max.it: your social media marketing partner