GATTEN: Den 1. november er skiftedag. Sådan var det i al fald i gamle dage- og sådan bliver det også på Galleri Himmerland, idet Hanne og Svend Bendtsen netop den 1. november overdrager gården og galleriet til Carina Österman og Hans Jørgen Pedersen. 

Startede med golf - og så galleri
Hanne og Svend Bendtsen købte gården i 1997 – efter at have gået og kigget på den i adskillige år fra golfbanen i Gatten, når de var på besøg fra Aarhus for at spille golf i Gatten. I 1997 købte Svend Bendtsen gården og en renovering fra A til Z begyndte. For 9 år siden åbnede de Galleri Himmerland, idet parrets helt store interesse udover golf altid har været kunst.  Målet fra start var at vise kunst af høj kvalitet, stor variation og mangfoldighed.  De kendte fra tiden og erhvervet i Aarhus en del professionelle kunstnere som de fik til at udstille.  Det har vist sig at være den rigtige beslutning, idet galleriet nu er kendt vidt og bredt. Så det der startede i det små har udviklet sig til et stort og anerkendt galleri.

Svær beslutning at sælge
Derfor var det vanskeligt at beslutte at sælge, og Hanne og Svend Bendtsen har gjort meget ud af at finde et par med den helt rigtige profil og indstilling med sans for indretning og hvor hænderne er skruet rigtigt på.

Nyt galleripar med rødder i Stockholm og Farsø
Valget faldt på Carina Österman og Hans Jørgen Pedersen.

Carina Österman 56 år. Født i Sverige – Stockholm. Svensk far og dansk mor. Carina kom til Danmark, da hun var omkring 9 år. I sin ungdom valgte Carina at vende tilbage til Sverige i en 2 årig periode og 1 år i Canada. Herefter kom Carina tilbage til Danmark igen og mødte kort efter hendes mand Hans Jørgen.

Hans Jørgen Pedersen er 57 år. Født og opvokset i Farsø på en gård. Han var i sin fritid meget optaget af fodbold, både som spiller og træner.  Samtidig læste han HF på Ranum seminarium og har siden da taget en uddannelse indenfor byggebranchen i Aalborg hvor han stadig er beskæftiget.

Parret valgte ret hurtigt at købe et parcelhus i Gl. Hasseris hvor de har boet i 26 år. I de første år valgte Carina at blive hjemme for at passe deres søn Simon – derefter valgte hun at tage en uddannelse som social-og sundhedsassistent, og fik umiddelbart efter arbejde på Aalborg Psykiatriske Sygehus, hvor hun stadig er ansat.

Blev fascineret af galleriet i Gatten
Da Carina og Hans Jørgen begyndte at lede efter et maleri til stuen, fandt de vejen til Galleri Himmerland i Gatten, hvor de blev meget inspireret og glade for at komme. Et maleri blev til to og flere, og de var nu begyndt at komme på Galleri Himmerland blot for at få en dejlig oplevelse i kunstens verden. Da Hanne og Svend Bendtsen gjorde dem opmærksom på at galleriet nu var til salg, blev de noget bekymret for hvor de nu skulle opleve nogle hyggelige stunder i kunstens verden. De blev inviteret på kaffe i Hanne og Svends orangeri, og der kom snakken om, at de kunne overtage stedet og drive det videre.

Det blev til mange tanker og sommerfugle i maven. Kunne de drive dette sted lige så godt som Hanne og Svend? Og hvad med deres arbejde?  Efter nogle måneders snakken frem og tilbage, valgte de at sætte deres hus til salg, som blev solgt på fem dage, og så var processen sat i gang, og nu er en drøm gået i opfyldelse.

Nyt og spændende kapitel
Et nyt og spændende kapitel i deres liv er i gang. Carina starter med at gå ned i tid på sit job for at få plads til at køre galleriet sammen med Hans Jørgen. Samtidig har de nogle visioner for at udnytte de mange øvrige bygninger ud over galleriet således at de kan tilegne galleriet m.v. den fulde tid og derved tilrettelægge et indholdsrigt liv. .

Udstillinger på plads for 2018
Udstillingsplanen og aftalerne for 2018 er udarbejdet og på plads. Galleriet har altid adskillige henvendelser fra kunstnere der ønsker at udstille og som altid skelnes til sammensætning, og professionalisme - ligesom ønsket om at give gæsterne en ekstraordinær oplevelse som ikke ses alle steder.  Det er også lykkedes til fulde for det kommende år.

Hanne og Svend lige i nærheden
Hanne og Svend Bendtsen flytter ikke langt væk. De har købt hus i Hornum og kan således fortsat dyrke deres interesse for golf, deres mange bekendtskaber på egnen og har lovet at give en hånd med i galleriet i Gatten, når Carina og Hans Jørgen har brug for det. 

e-max.it: your social media marketing partner