FARSØ: Det er nu fire år siden, at Det Lille Slagteri blev en realitet i det tidligere Farsø Slagtehus.

Ved overtagelsen for fire år siden blev der indrettet en ”rigtig” slagterbutik med kølediske.

- Den har vi fået stor ros for fra kunderne som flot og indbydende, men som indehaver og arbejdende slagter har jeg hele tiden lige ønsket den sidste finish af butik og opskærerområdet, siger Steffen Klausen.

Det betyder, at håndværkere og slagtere på det seneste har delt døgnets timer imellem sig. Håndværkerne har arbejdet med ombygning og flisearbejde om natten og efter en grundig rengøring har slagterne kunne tage over om dagen.

-Det betyder, at vi ikke har haft en eneste lukkedag mens ombygningen har stået på, siger Steffen Klausen.

Det man straks lægger mærke til, er at der rykket rundt i slagterbutikken for at give mere plads til pålæg og pølser. Der er nye fliser fra gulv til loft og i loftet moderne spotbelysning, der giver butikken og slagtervarerne det indbydende look. Men ikke mindst Steffen Klausens store stolthed et nyt tørreskab til krogmodning af højreb.

- Ja, det er jeg stolt af. Det betyder, at vi kan krogmodne endnu bedre end tidligere. Og så ser det da flot ud her i butikken, ikke, siger Steffen Klausen.

I opskæringslokalet er der også sket store forandringer. Her er de tidligere epoxyvægge udskiftet med flisevægge fra gulv til loft.

Ud over at det ser flot og fornyende ud er det også meget praktisk fortæller Steffen Klausen. Nu kan alt, lige fra maskiner, borde og vægge spules ned med 60 grader varmt vand. Det er både mere hygiejnisk og tidsbesparende i forhold til tidligere, siger en stolt Steffen Klausen, der nu sammen med sit personale føler sig rigtig godt tilpas i de nye omgivelser. 

Steffen Klausens stolthed det nye tørreskab til krogmodning.

Opskærerområdet har også fået den store omgang og er blevet meget mere rengøringsvenligt.