FARSØ: Når Rabøl Bøger og papir i Farsø Rådhuscenter åbner mandag den 3. april er det med nye indehavere.

 Efter 71 år i samme families eje, har tiden været moden til et generationsskifte. Så allerede for et par år siden, begyndte de nuværende ejere at vænne sig til tanken om at butikken skulle afhændes.

Der var i ejerkredsen enighed om, at den ikke skulle sælges til hvem som helst. Det måtte tage den tid der var nødvendig, for at finde den eller de rigtige til at videreføre boghandlen.

 - Det er jeg overbevist om nu er lykkes, fortæller Lars Rabøl, - ja, det blev så ikke en, men hele tre personer med hver deres kompetencer, der sammen fremover påtager sig boghandlerrollen i Farsø. Det er vi rigtig glade for.

Det nye ”trekløver” overtager faktisk efter et ”firkløver” da ejerkredsen bag Rabøl Bøger og papir er stifteren boghandler Erik Rabøl Jørgensen og hans tre børn, Helle, Lone og Lars Rabøl.

Nye ejere med erfaring fra branchen
Det nye ”trekløver”, hvor de to rent faktisk også er søskende, er boghandler Klaus Simonsen og boghandler Dennis Simonsen fra Åbybro. Den tredje er deres gode ven og samarbejdspartner gennem flere år, boghandler Michael Clausen fra Pandrup.

Klaus Simonsen driver i dag Bog & Ide i Åbybro på 10. år og er oprindeligt bankuddannet.

Dennis Simonsen, der oprindelig er uddannet biløkonom, startede for syv år siden hos sin bror i boghandlen i Åbybro. I en årrække havde de Bøger og Papir i Brovst sammen, indtil Dennis for fire år siden så sig varm på legetøj, helt specifikt Legekæden, som hører under samme indkøbsforening som Rabøl Bøger og papir i dag er medlem af.

Michael Clausen er også uddannet boghandler og driver på 10. år, Bog & Ide i Nørresundby.   
Det er ikke første gang Michael medvirker ved at overtage en boghandel med mange år på bagen, idet han for 10 år siden overtog den over 100 år gamle boghandel i Nørresundby fra familien Engsig. Michaels fokusområde bliver bogafdelingen.     

Allerede ud fra denne korte præsentation kan man konkludere, at det er erfarne personer der kender branchen ud og ind, der sammen med butikkens nuværende personale vil videreføre butikken.

Glæder sig til opgaven
  - Vi glæder os rigtig meget til at påtage os opgaven. Vi fik et tip fra vores kædedirektør i Indeks Retail, at vi måske lige skulle kigge forbi Farsø, for der var muligvis en boghandel til salg, fortæller Michael Clausen på vegne af de tre.

- Vi tog til Farsø og var straks ”solgt” da vi så butikken. En stor butik med rigtig, rigtig mange varer på hylderne, et godt og lettilgængeligt salgslokale med fine lagerfaciliteter, og ikke mindst et erfarent personale.

  - Og så er beliggenheden i Farsø Rådhuscenter et kæmpe plus, hvor vi kan fornemme at der er et godt sammenhold, som vi glæder os til at blive en del af.

Om planerne for butikken, fortæller Dennis Simonsen, at butikken kort og godt skal føres up-to-date. Uden at komme ind på detaljerne vil Dennis Simonsen da godt røbe, at legetøjsafdelingen får en endnu større del af butiksarealet.

Men ellers har vi en drejebog ud fra de erfaringer vi har fra vore øvrige tre forretninger, naturligvis nøje tilpasset Farsø, fortæller Dennis Simonsen.

 - Derudover har vi også den store fordel, som især økonomimanden Klaus Simonsen påpeger, kan vi ved at drive tre forretninger opnå en række synergimæssige fordele, selvom de bliver drevet som tre selvstændige butikker.

Vil være synlige i butikken
- Rent ledelsesmæssigt laves der en plan for hvordan vi deler opgaverne mellem os. Selvom kunderne helt sikkert vil henvende sig til det personale de kender i butikken, så vil vi også gerne i kontakt med kunderne her i byen og være synlige, lyder det samstemmende fra de tre nye ejere.  

Selvom blækket på salgspapirerne endnu knapt nok er tørt, så har personalet kendt til de nye ejere i et stykke tid.

Og selvom handlen på ingen måde var på plads, så har de nye ejere Klaus, Michael og Dennis faktisk været en del af butikken i et stykke tid og er allerede så småt begyndt at sætte deres præg, ikke mindst på vareindkøb og luftet deres ideer om hvordan butikken kommer til at se ud fremover.

 - Allerede fra første dag vi gav os til kende kunne vi mærke at personalet var helt klar til nye udfordringer. Jeg synes vores kemi passer godt sammen, siger Klaus Simonsen.

Frem til overtagelsesdagen vil der blive ryddet godt og grundigt op i varelagerne for at gøre plads til nye. Det vil derfor slet ikke være en dårlig ide at lægge vejen omkring boghandlen, da der vil være fyldt med supergode tilbud, hvor priserne er helt i bund.

De nye ejere af boghandlen i Farsø har hver deres specialer. Dennis (fra venstre) er vild med legetøj, Klaus foretrækker kontorartikler og er økonomimand, mens Michael ved alt om bøger.