LÆSERBREV: Basta!

Af: Per Bach Laursen, Per Bisgaard, Palle Jensen, Uffe Bro, Kirsten Moesgaard og Theresa Berg Andersen (Alle medlemmer af Økonomiudvalget i Vesthimmerlands Kommune)

Vi har godt nok skrevet, at vi vil standse debatten, men så læste vi borgmesterens skrivelse til Statsforvaltningen, så og hørte hans udtalelser til pressen og nu sluttelig læste vi den konservative gruppes pressemeddelelse med borgmesterens beklagelser, og herunder også hans udtalelser til Aars Avis, hvor han fortsat benægter at have talt usandt.

Det er ganske uhørt, at en borgmester kan opfatte sig selv som en ren uskyldighed efter klart at have løjet om sin inhabilitet. Derfor bliver vi nødt til endnu engang at indsende et indlæg om sagen. Det beklager vi naturligvis, men vi opfatter reglerne om habilitet som et yderst vigtigt værn mod, at magtmennesker får mulighed for at omsætte denne magt til personlig vinding til skade for de mennesker, der har valgt vedkommende til at bære kommunens ”gyldne kæder”.

Det er naturligvis beundringsværdigt, at den konservative gruppe bakker op om deres ”frelser og forsoner”, borgmesteren, men det er forstemmende at konstatere, at der ikke er noget forsonende ved opbakningen. Vi må bare konstatere, at den konservative gruppe bakker op om borgmesterens manipulationer og fordrejninger af sandheden.

Det er også beundringsværdigt, at borgmesteren beklager to af sine fejl, men det er forstemmende, at borgmesterens undskyldninger ikke er helt ærlige samt ikke er fyldestgørende. Det mest beklagelige er imidlertid, at han ikke beklager, at han har løjet overfor Økonomiudvalget.

Lad os fastslå følgende:

Borgmesteren løj om sit ejerskab til Himmerlandsgade 33, Aars både overfor Økonomiudvalget og kommunaldirektøren.

BASTA!

Borgmesteren undlod at fortælle Statsforvaltningen, at når kommunaldirektøren sagde god for hans habilitet, var det fordi, han samtidig havde sagt til kommunaldirektøren, at han ikke ejede ejendommen. Vi stoler på og har tillid til kommunaldirektørens udlægning. Borgmesteren løj altså.

BASTA!

Borgmesteren siger nu, at han huskede forkert, og at det først var dagen efter mødet den 14. september, at han rådførte sig med kommunaldirektøren. Det giver ganske simpelt ikke mening at få rådgivning om sin habilitet dagen efter, at rådgivningen skulle have været brugt! Borgmesteren manipulerer altså med sandheden.

BASTA!

Borgmesteren udtaler, at han havde talt med Per Bach Laursen dagen før udvalgsmødet, nemlig den 13. september, om man kunne indkalde alle fire projekter til en gennemgang af deres projekter for Økonomiudvalget. Det passer ikke. Det var ugen før i forbindelse med udarbejdelsen af dagsordenen. Det giver ganske simpelt heller ikke mening at spørge om sin habilitet, når man samtidig i pressen har udtalt, at ejendommen var solgt – for var den det, ville han jo ikke være inhabil.

BASTA!

Borgmesteren fortæller, at det gik så hurtigt i Økonomiudvalget, at han blev smidt ud uden, at han kunne nå at tænke sig om. Det passer ikke. Vi diskuterede længe spørgsmålet om hans habilitet, og det var først, da vi kunne dokumentere ved udskrift fra tingbogen, at han stod som ejer af ejendommen, at han måtte bøje sig for realiteterne.

BASTA!

Økonomiudvalget vidste indtil den 14. september ikke, at andre end Knud Kristensen og Aars Boligforening var interesseret i at bygge ungdomsboliger (vel at mærke alt for dyre ungdomsboliger). Hvis den konservative gruppe vidste det, hvorfor sagde de så ikke noget? Deres borgmester er jo formand for Økonomiudvalget, men hans interesse gik jo tilsyneladende ikke ud på, at andre skulle have opgaven. Økonomiudvalget vidste det først efter annonceringen. Derfor var pengene til annonceringen yderst godt givet ud, selvom den konservative gruppe åbenbart mener noget andet!

Den konservative gruppe siger også, at vi jo skal huske på, at borgmesteren er en person, der berøres dybt af anklagerne. Det tror vi gerne, men vi mener også, at dette hensyn burde tages over for vores kollega Annette Vahlgreen, som borgmesteren jo har politianmeldt, uden at ville trække anmeldelsen tilbage, selv om Økonomiudvalget kan føre sandhedsbevis for hendes udtalelse om borgmesterens løgn.

BASTA!

Når den konservative gruppe lukker øjnene for fakta og støtter borgmesterens udlægning af forløbet, siger den jo samtidig, at vi andre lyver om sagsforløbet. Det hænger dårligt sammen med gruppemedlemmernes udtalte ønske om, at vi skal lægge sagen bag os og igen samarbejde med dem.

BASTA!

M.v.h.
Per Bach Laursen, Per Bisgaard, Palle Jensen, Uffe Bro, Kirsten Moesgaard og Theresa Berg Andersen (Alle medlemmer af Økonomiudvalget i Vesthimmerlands Kommune)  

 

PS: Basta kommer fra italiensk og betyder ”det er nok”. Bruges her som kategorisk slutbemærkning for at fastslå, at vi ikke ønsker at høre mere vrøvl og bortforklaringer fra borgmesteren og han venner i den konservative gruppe.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: