Røver der gemte sig i bus er nu dømt

FARSØ: Det var en narkogæld, der den 1. november fik en 24-årig mand fra Himmerland til at begå røveri mod Den Jyske Sparekasse i Farsø.

Røveren truede en kassemedarbejder med en kniv og fik udleveret kr. 90.900.

Til gengæld blev røveren hurtigt pågrebet, da han ved sin flugt valgte at forskanse sig i en bus.  Både chauffør og passagerer var dog hurtige til at hoppe af bussen, hvorefter chaufføren fik låst dørene. Politiet kunne derfor uden dramatik anholde den 24-årige, der sad indespærret i bussen, da de ankom til stedet.

I Retten i Aalborg har den 24-årige erkendt røveriet. Her kom det også frem hvorfor han havde begået røveret. Det skyldes en narkogæld, som han var nødsaget til at betale af.

Den 24-årige røver er idømt et år og seks måneders fængsel og blev varetægtsfængslet efter dommen.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: